92 / 249
90
Peter Henningsen
Det københavnskeparykmagerlaugs segl. (Laurids de
Thurah: Den danske Vitruvius)
med mindre man opnåede kongelig bevilling som frimester, var man på
den. Og en sådan bevillingvar næppe letatopnå, hvis man ikke var udlært
inden for faget, og hvilken aldrende parykmagermester villeog kunne gå i
lære på ny?
Problematikken formuleredes meget kontant og præcist af Anders
Gamborg i1795: »Armod ville og desto sikrere forekommes, når det stod
ethvert menneske frit for at øve flere professioner. Kunne et menneske
så ikke finde sin underholdning ved én, så kunne han finde den ved en
anden (..)Hvis deringen laugvar,villemange børn lære flereprofessioner,
eftersom de havde geni og lyst. Disse ville i deres kræfters og talenters
større uddannelse og udvikling finde større evne itiden at kunne ernære
en familie og betrygges for armod. Dette er så meget mere nødvendigt,
som adskillige professioners arbejde ofte går af mode, f.eks. knapmageres,
tapetmageres og fleres, hvorved vedkommende nødvendigvis må geråde
i armod og miste deres levebrød, når de ej må drive nogen anden pro
fession«.3
Frimestre og fuskere havde den fordel, at de ikke var bundet af
laugets kartellignende prisdannelse. De var ikke forpligtede til at følge
laugenes aftaler og kunne derfor underbyde laugsmestrene. Det skabte
konkurrence og konkurrence var som sagt en uting, der måtte bekæmpes
hårdt. Laugsdannelsen fungerede som etmonopol, der sikrede en bestemt
gruppe eneret på udførelse af deres tjenester, og det siger næsten sig
selv, at enhver håndtering, der ikke havde opnået status som laug og som
dermed ikke var sikret mod konkurrence udefra, arbejdede ihærdigt på
at opnå en sådan privilegeret, korporativ status. Men da oprettelsen af
laug med garanti skabte problemer for en række af byens småhandlende,
frarådede Københavns Magistrat af og tiloprettelsen af laug, især inden
for områder, hvor det ikke var strengt nødvendigt at udøverne havde en
egentlig uddannelse.