94 / 249
92
Peter Henningsen
eksisterede et stort antal købmænd og mellemmænd, der kunne ordne
transaktionerne, og deres antal forøgedes stærkt itakt med den stigende
eksport og velstand blandt de rigeste borgere, der fandt sted i anden
halvdel af 1700-tallet.
Opkøbere og kornkøbmænd havde siden Middelalderen — ja, sikkert
også før— været skydeskive for folkeliguvilje og modstand og itakt med,
at deres aktiviteter forøgedes i 1700-tallet, kom de tilat udgøre et af de
primære mål for»pøbelagtige« optøjer og fjendtligheder, når kornpriserne
pludselig, og uden synliggrund, steg eksplosivt.35
Der findes talrige kilder bevaret fra det 18. århundrede, som for
tæller o m købmænds grådighed og profitjagt og om, hvorledes man
opfatter dem som vindesyge, umoralske personer. Fædrelandskærlige
patrioter, der kun har almenvellets tarv for øje, må græmme sig over de
egenkærlige og pengebegærlige handelsmænd, der uden blusel ofrer det
almene bedste tilfordel for egen gevinst. Købmanden opfatter, som det
hedder ien advarende pamflet, sin eneste bestemmelse ilivet, som det »at
sammenskrabe så mange penge, at hans ære og værdighed består ikkun
ihans rigdoms storhed (..) da ialmindelighed pengenes mængde er den
målestok, hvorefter man må sætte pris på menneskene...«36
Købmændene handlede imod standssamfundets organismetankegang,
når de søgte vinding på almenvellets bekostning, og selvom detvar lovligt,
var detmoralsk forkasteligt. O g moral, detvar alleenige om, havde forrang
for simpelt profitbegær. Købmændene handlede desuden imodstrid med
egne langsigtede interesser, når de bidrog tilat forarme den befolkning,
de levede af. Den kloge købmand handlede derfor ikke kortsigtet og
umoralsk: »Den første og fornemmeste lov i al menneskelig selskab«,
sagde juristenKofoed Ancher i1759, »må uforbigængeligvære denne: D u
må ikke forurette eller skade nogen anden. Forsømmer en købmand at
føre sig således op, at andre kunne tro o m ham, at han er redelig og billig
ihandel, uden svig og bedrageri, da må han agtes som en fjende af egen
fordel. Flvem der handler, han giver lige for lige«.37
Til trods herfor vendte Kofoed Ancher sig imod, at der blev lagt
restriktionerpå købmændenes virke, eftersom handel jo blev drevet»alene
ved forestilling af egennytte«, blot måtte denne ikke udarte tilegennytte i
forhold tilalmenvellet: »Dette ene er den almindelige lov for alhandel og
næring, atden ikke må være det almindelige bedste imod. Såvidt må ingen
undersåts frihed gå, at den falder ud til en egensindig selvrådighed«.38
Ancher pointerede, at det var kongens pligt at skride ind, når handelens
profitbegærlige interesser kom ikarambolage med det almene bedste, for