95 / 249
Egennytten og detfælles bedste
93
»købmanden søger gemenligen sin egen fordel alene, uden at bekymre
sigo m enten næringsstanden og landets almindelige rigdom befordres til
lige eller ikke«.39 Købmanden »pønsede« udelukkende på egen fordel og
gevinst, »hvad der ikke sigter tildette øjemål, det henhører ikke tilhans
kram«.40
Dette var det paradoks, som tiden levede med. Handel var nyttig
og nødvendig for enhver stat og det samme var købmandens frihed
til at handle, da det var egennytte, der drev værket. På den anden side
krævedes der en vis moralsk habitus af købmanden, som selv skulle
vide, hvor grænsen gik - altså hvornår hans profit ville stride så meget
imod almenvellets interesser, at han burde afstå fra det pågældende
foretagende. I 1795 udkom et lille skrift, der året før var blevet trykt i
journalfü r Eabrikke
i Leipzig. I skriftet skitserede forfatteren, hvorledes
den patriotiske købmand burde agere, når hans handelsinteresser kom i
konflikt med almenvellet og han understregede, at en vis indrestyring og
moralsk dannelse skulle være tilstede. Der var med andre ord tale o m en
patriotisk utopi:
»Ofte kan købmanden have lejlighed til at berige sig på det heles
bekostning eller ubemærket og ustraffet at overtræde den stats love i
hvilke han lever, og virkelig er sådanne lejligheder meget tillokkende, da
man endnu desuden vil berolige sig med skingrunde, at man jo derved
ingen umiddelbart foruretter, og at enkelte fornærmelser ikke bringer
staten nogen mærkelig skade; men den dannede vil aldrig tragte efter at
befordre hans fordel ved sådanne midler, da han ved, at han, når han er
borger ien stat,og altsånyder sammes forret, er også moralsk forbunden
tilnøje at følge statens love, og er overbevist om, at det er pligt at lade
sådanne handlinger fare, hvilke o m de blev almindelige, ville tilføje det
heles vel den føleligste skade, endskønt den skade, som de forårsager
enkelte, erikke meget mærkelig«.4'Det varvelnæsten mere, end man med
rimelighed kunne forlange af en driftighandelsmand.
Forestillingerne o m købmændenes uhæmmede profitbegær og
manglende ’borgerdyd’ blev især et brændende spørgsmål, når talen
faldt på handlen med livsnødvendige levnedsmidler som korn. Særligt i
år med krigsfrygt, misvækst og efterfølgende dyrtid på brødkorn så man
skævt tilde købmænd og deres udsendte mellemmænd, som opkøbte det
sparsomme korn og opmagasinerede det, forsenere atsælge tilublu priser
eller for ateksportere det tiludlandet, hvor man kunne opnå bedre priser.
Men det var ikke kun dårlige høstår, der skabte højere priser på korn og
gav anledning til misnøje med købmændenes virksomhed. Selv i gode