97 / 249
Egennytten og detfcelles bedste
95
høstår kunne der være sparsomt med korn på markedet ellerkornpriserne
kunne være høje, og det gav næring tilspekulationer o m at der måtte stå
griske købmænd bag.
En sådan simation opstod f.eks. iKøbenhavn i1740. Vinteren havde
været den hårdeste siden 1708/09 og selvom høsten i1739 havde været
god, gav det alligevel problemer: På grund af den hårde østenvind var
fragtskibene nemlig blevet forhindret iat anløbe hovedstaden, og byens
råd - ’De 32 mænd’- frygtede dyrtid. Man havde ellers sat sin lid tilfor
årets komme, men mod forventning udeblev korntilførslerne. De 32
mænd var af den opfattelse, at kornet i mellemtiden enten var blevet
afskibettiludlandet ellervarblevet opkøbt af fremmede kommissionærer,
hvorved »Danmark, som naturen har destineret til at være en kornlade
for både Norge og andre, snarlig kan komme selv til at mangle«. Og
byens magistrat gav dem ret. Det var også Magistraten bekendt, at både
danske og udenlandske opkøbere havde opkøbt store lagre af dansk korn.
Magistraten foreslog derfor et forbud mod kornudførsel. I modsat fald
risikerede man, at der ville blive mangel på brødkorn og deraf følgende
»utåleligpris«på markedet.42
1 1782 blev det decideret forbudt byens handelsmænd atopkøbe korn
og andre madvarer på byens torve med oplagringog videresalg forøje,idet
de varer, som blev sattilsalgpå torvene, »er og bør alene være for menige
indvånere og deres huses fornødenhed«.43 Men lige meget hjalp det.
Gentagne gange måtte regeringen indskærpe, at loven skulle overholdes
og opkøberne holde sigvæk fra torvepladserne. I 1792 blev det sagt lige
ud, atalleanordninger tiltrods, såhavde flereaf Københavns handelsfolk
opkøbt kornvarer på torvene, »hvilke de have oplagt og omsider alle eller
for en del udført, hvorover den større mængde af indvånere besværer sig
og formener, atårsagen tilvisse sorter korns temmelig høje pris,på denne
tid,er at søge isligtopkøb og udførsel«.44
Det uundgåelige resultatet af sådanne spekulationer (virkelige eller
ej) var, at købmændene i deres profitjagt »berøvede« deres landsmænd
korn tilen ’rimelig’eller ’retfærdig’pris. Det kunne igen føre tiloptøjer
blandt de sultne horder, der måske med vold ville forsøge at standse
købmændenes udskibninger eller som måske endda ville gribe til at
plyndre byernes kornmagasiner, som det skete iandre lande. Det måtte
med almagt undgås, forvar der noget, der kunne fåbyens sociale elitertil
atryste iknæbukserne, såvar det frygten for pøbeloptøjer.45
Det var især kornkøbmændene, som var udsat for ikke alene be
folkningens, men også myndighedernes, foragt, for hvem andre end