327 / 398
Hvad der havde skilt os for en Tid, var hans Væsens
Ubestemmelighed, det, man med et noget for haardt Udtryk
har kaldt Karakterløsheden hos ham. Den betingedes af hans
uovervindelige Hang til som Poet at kaste sig fra én Yder
lighed til en anden, hans Ulyst til at binde sig ved Personer
som ved Ideer, og hans Ærgerrighed, der for enhver Pris
vilde frem til Anerkendelse og Godkendelse.
Nu havde imidlertid hans Drift til at føre et aandeligt
Tilbageslag for længe siden udraset. Han var kommen under
nye Indflydelser, der havde bragt ham paa Kant med det
korrekte Selskab. Han forstod end ikke mere selv sit under
lige Omslag og higede kun efter at nærme sig sine gamle
Venner igen. Igennem Peter Nansen, for hvem han aabent
udtalte sig, havde jeg allerede med Forundring og nogen
Tvivl hørt derom, da jeg om Morgenen før Festen fik til
sendt et i
Illustreret Tidende
offenliggjort, udmærket smukt
Digt, som han havde rettet til mig. Saavidt jeg véd, er
det ikke optaget i hans Samlede Værker, men det er for
langt til at jeg kan anføre mer end nogle Strofer deraf.
Det begyndte:
Min Haand — nej intet Haandslag!
og ingen Fakkel bær’ jeg,
og intet Drapa bringer
i Spidsen for din Hær jeg.
Men Strengen vil jeg røre —
af Vemod skal den tone;
kanske just denne Stemme
din Jubelfest vil krone.
Thi der er ingen, ingen
som jeg, der føler Tiden
saa bitterlig forødet,
saa spildt i Vennestriden.
320
Opgang i Indflydelse