DenFrieFattigforsorgKjøbenhavn

— 248 —

»Vagabond«, hvis naturlige Opholdssted var under ordnede Forhold

paa en Arbejdsanstalt ell. lign., holde »den gaaende« Maaneder igen

nem (uden at røre et Lem til Arbejde) ved at tigge om Dagen og om

Natten faa Logi paa et eller andet »velgørende« Herberg for hjemløse.

Hvor hyppigt er jeg ikke blevet ringet op af en eller anden »hjerte

varm Dame«, som har anmodet Forsørgelsesvæsenet om at tage sig

af en eller anden stakkels Familie, som blev den private Velgørenhed

for dyr, — skønt paagældende i Forvejen var under fast Forsørgelse

af Fattigvæsenet og intet manglede af det nødvendige! Hvor mange

kostelige Historier har jeg ikke faaet serveret af trængende, hvis Mis

undelse eller Hævnfølelse løb af med dem, om alle de Maader, andre

har forstaaet at narre det ukontrollerede Velgøreri paa, og hvor sjæl

dent er det ikke i det hele taget at se blot et Minimum af Kendskab

til Mulighederne for at afhjælpe en opstaaet Trang gennem den alle

rede bestaaende Lovgivning; paa dette Omraade er Velgørerne langt

mere blanke end de trængende selv!«

•

S te in c ke

tog da ogsaa i 1912 Initiativet til at søge denne Sag

bragt frem til praktisk Løsning paa

F re d e rik s b e rg

ved

O p re tte lse af

et C e n tra lo p ly s n in g s k o n to r.

I en Indstilling til Direktøren for Frede

riksberg Forsørgelsesvæsen,

W . H a rp ø th ,

udtaler Fattiginspektøren

saaledes, at han »ved saa mange Lejligheder har haft Anledning til

at se, i hvor høj Grad den manglende Centralisation indenfor Velgøren

heden og det ringe Samarbejde mellem denne og det Offentlige frem

mer Misbrug og Plattenslageri og umuliggør det for Kommunen —

som for de forskellige Institutioner — at vinde virkeligt Overblik over

og føre Kontrol med Trangen og dennes Afhjælpning .......... Frede

riksberg er saa stor, at saavel det Offentlige som den private Vel

gørenhed har saare vanskeligt ved at undgaa stadig at blive taget

ved Næsen, idet det personlige Kendskab i Reglen fattes................Det

er saaledes ikke sjældent hændt, at saavel private som Menigheds

plejer viser sig at have ydet en ikke ringe Hjælp til Personer, som

samtidig fik en efter deres Forhold tilstrækkelig Fattighjælp, hvilket

formentlig er et meget utiltalende Fænomen; thi de private Midler

er saa begrænsede, at hvad man yder den ene, det »tager« man fra

den anden, og har Kommunen maattet træde til, synes det dog det