145 / 148
modehandlerinde, madam
E.D.Juul,
der var først med de nyeste franske
moder fra huset Worth - datidens
Dior.
T il højre for Damborg, helt i bag
grunden, ses en mand, som efter
tænksomt holder sin stok under ha
gen. Det er digteren
Christian Win
ther,
der også har vovet sig en tur
på volden med sin kone Julie.
Der er næsten tradition for, at en
kunstner, når han maler et stort bil
lede med talrige personer, afbilder
sig selv et eller andet sted. Hunæus
har ikke dannet undtagelse; han ses
yderst til højre, set skråt bagfra, ri
meligvis med sin kone ved siden af.
Så beskeden en plads har han ikke
givet sine børn. Den lille, yderst vel
klædte pige i forgrunden til højre er
hans datter, ledsaget af barnepigen,
der optræder i en prægtig egnsdragt.
Læg mærke til den lille piges mame
lukker, kjolens struttende vidde og
kåben med nedslået hætte, akkurat
som vore dages duffelcoat.
Drengen i midten af billedet er
malerens søn. Han er fremstillet
som en dreng, der sælger friskpluk
kede violer i små kræmmerhuse.
Hovedbeklædningen, som også bæ
res af de to drenge til venstre i
forgrunden, er den såkaldte
Gari-
baldi-hue,
kaldt således, fordi man
i »Illustreret Tidende« kunne se den
store italienske frihedskæmper -
dengang alle drenges helt - gå med
en sådan hue. Og så måtte en rigtig
dreng jo også have sådan en!
Sandsynligvis er endnu flere af de
personer, der ses på maleriet, mere
eller mindre kendte københavnere.
Der er ingen grund til at tro, at Hu
næus har hentet ansigterne i sin fan
tasi. På den anden side er det nok
troligt, at grosserer Richters vrede
var uberettiget. Hunæus har set og
tegnet fru Richter, men da hun kun
var 33 år i 1862, og damen på bille
det synes ældre, har han muligvis
kun brugt lighedstræk, som for eks
empel den karakteristiske buede
næse.
Som tidsbillede er maleriet uvur
derligt. Personernes klædedragt er
nøjagtig indtil mindste detalje, og
der er så meget liv over scenen, at
man næsten synes at kunne høre de
mange mennesker tale og gruset
knirke under deres fodtrin.
141