591971891

Efter brandens slukning lå den afbrændte by hen som en rygende ruinhob, som vi i dag kun altfor godt kan forestille os det ud fra vort kendskab til bombe­ hærgede byer. I tidsskrifter, breve, dagbøger, og senere i erindringer gav de, der oplevede denne katastrofe, udtryk for, hvor frygtelig ilden havde raset, og hvilke kaotiske tilstande, der havde hersket i byen i disse grufulde junidage. Rygterne om årsagen til brandens opståen var naturligvis hurtigt i omløb, således havde en englænderinde, Mary Wolstonecraft, der opholdt sig i byen, hørt, at den skulle være påsat af en af Pitts agenter, hvilket hun selvfølgelig måtte anse for non­ sens.9 Andre mente, at det ikke kunne være udelukket, at der foruden engelsk­ manden kunne være tale om, at »russen var ildens ophav«. Selvom det endnu ikke kunne afgøres, om det var engelsk eller russisk initiativ, der lå bag, så burde det dog tages i betragtning, at »den engelske hovedkarakter er mere åben og plejer at afsky lumskhed«.10 Der udsattes en dusør på 1500 rdl. for at få op­ klaret, om der havde været tale om påsætning, men uden resultat.1 1 Ikke alene brandens årsag beskæftigede sindene, men også ledelsen af slukningsarbejdet gav anledning til megen diskussion, og førte til en kritik af brandmajor Boye Junge, hvis optræden og ledelse af kampen mod flammerne kom til undersøgelse i en særlig kommission.12 Ligesom det havde været tilfældet efter branden i 1728 kom der også i 1795 en regn af pjecer, hvis titler alle har noget af den moderne sensationsprægede journalistik over sig, og hvis indhold er af samme betydning. Dels var det skil­ dringer af selve branden og de scener, der havde udspillet sig under denne, og dels var det gode råd med hensyn til, hvilke forholdsregler det offentlige burde tage for at forhindre, at enkelte udnyttede situationen. I tidsskriftet »Minerva«, blev der regelmæssigt givet oversigter over den udkomne ildebrandslitteratur, i årets løb ialt 49 forskellige småtryk. Derefter fortsatte kun G. H. Lund sine »Gode borgeres ædle handlinger« indtil 8. bind, et, tør man roligt sige, ofte ligefremt perfidt bidrag til oplysning om tilstandene efter branden, og forfatterens tone faldt heller ikke i »Minerva«s litteraturkritikers smag. Fælles for alle disse skrif­ ter er deres sentimentalitet, ofte tilsat en god portion moraliseren. Man så det så­ ledes som Guds personlige straf over for det danske folk, der gennem denne begi­ venhed burde lære nøjsomhed og tarvelighed. Motto’et i »Den danske tilskuer« var et citat fra Nathan der Weise, »Doch war auch Gottes Rathschluss das«. Christiansborgs slots brand året forud havde ikke været tilstrækkelig en påmin­ delse, »vi behøvede en ny, en eftertrykkeligere mindelse for at vækkes af vor dvale for at afryste de klæder, vi holdtes i. O, at . . . overdådighedstempler måtte lukkes, dens orgier forstyrres, dens dyrkelse afskaffes, dens følge forjages, og at i dens sted vindskibelighed og tarvelighed og de huslige dyder i hvert borgerhjem måtte finde sin helligdom . . . da var der for Danmarks held, endog blot for dets nationale velstand ved denne ildebrand vundet uendelig mere, end der nu synes at tabes«.13 - Midt i alle klageråbene over ulykken hørtes også toner, der lov­ priste den ædelhed og lighedsfølelse, som branden fik frem i den københavnske

9