591971891

benhavn, hvor der helt nutidigt lokkes med gode transportforbindelser, så tror jeg, at man må slutte, at branden i det store og hele ingen betydning fik for byens folketal.6 De ved kollekterne indkomne penge anvendtes foruden til den øjeblikkelige hjælp i form af mad og brænde til de brandlidte også til at skaffe tag over hove­ det til de mange, der ikke var i stand til selv at finde et sted at bo, medens husene blev genopbygget. Allerede dagen efter at ilden var blevet standset, opfordredes alle husejere, der havde plads, til at overlade den til dem, hvis hjem var blevet ofre for flammerne. Fortrøstningsfuldt udtaltes der, at man »derhos var for­ sikret, at ingen ved denne lejlighed ville drage fordel af den ulykkelige forlegen­ hed, men følge, hvad billighed tilsigter«,7 en opfordring, der vist hverken kunne gøre fra eller til. I hvert fald måtte magistraten i den følgende tid mægle i ikke så få tvistemål mellem lejerne, der klagede over ublu lejeforhøjelser eller anden chikane fra husværternes side og ejerne, der i flere tilfælde sagde deres gamle lejere op, hvis de ikke ville gå med til en huslejeforhøjelse.8 Disse tilfælde skjuler naturligvis ikke den kendsgerning, at der fandtes enkelte tilsyneladende uhyre opofrende sjæle, der som biskop Balle udtrykte det »villig og venlig« rakte de nødstedte hånden, og tilbød at stille rum til rådighed for de brandlidte. Udover mere eller mindre tilfældig mægling greb det offentlige imidlertid ikke ind, hver­ ken ved forsøg på en huslejeregulering eller ved forbud mod huslejeforhøjelser, omend der ikke manglede forslag i denne retning. Således diskuterede en anonym forfatter i »Opfordring til Overejendomsretten« problemet »hvorvidt regeringen uden at misbruge overejendomsretten kan tvinge husejere til at afsige brugen af ejendomsretten ved opsigelse eller pålæg af leje og salg«, og kom til det resultat, at det kun med stor vanskelighed lod sig arrangere, hvor anbefalelsesværdigt dette end måtte være.9 Men den private foretagsomhed var langtfra tilstrækkelig. Fra det offentliges side var opførelsen af den store teltlejr på Nørre fælled kun som en første nød­ hjælp at regne. Teltene, ialt et par tusinde, udlåntes fra militæret, og rådmand og kaptajn i brandvæsenet murermester Philip Lange udnævntes til opsyns­ mand.19 En københavnsk grosserer, tømmerhandler M. C. Bech, der på dette tidspunkt var en dreng på knap en halv snes år, fortæller senere i sine erindrin­ ger om, hvordan lejren var indrettet med regelmæssige gader og torve, hvor der fandtes alle slags håndværksbutikker, slagtere, bagere og detailhandlende. Et stort officerstelt var rejst i midten, ligesom der overalt i lejren var anbragt telte til officerer og menige af borgerkorpsene, der sammen med politiet skulle holde orden blandt de mange mennesker. Også vægtere fra byen havde taget ophold herude, og varetog deres sædvanlige pligter, sang klokkeslettene o. s. v.1 1 Allerede medens byen brændte var man klar over, at det når ilden var slukket, ville blive nødvendigt først og fremmest på en eller anden måde at skaffe mu­ lighed for de mange næringsdrivende blandt de brandlidte til at komme i gang igen. »Til alt held« som der så hyppigt anføres i forbindelse med hjælpearrange­ 12