591971891

menterne efter branden i 1795, var slottet brændt året forud. Derfor kunne man uden at genere nogen anvende slotsruinen som bolig for mange brandlidte, men lige så vigtigt var det, at man kunne benytte slotspladsen til at opføre små træ- og bindingsværkshytter på. Den 10. juni traf magistraten en mundtlig aftale med stadskonduktøren professor Rawert om, at der skulle rejses hytter her, og den følgende dag præciserede rentekammeret nærmere, på hvilke betingelser der kunne gives tilladelse til dette byggeri.12 Husene skulle opføres i én-etages højde i parallelle rækker med slottets facade, og således at der mellem hver længe blev en gade på 8 alens bredde og 2 hovedgader, der hver skulle være 18 alen brede. Husrækkerne skulle være enten 20 alen dybe med fælles vægge, eller 2 længer skulle stå sammen, hver med 10 alens dybde. Desuden skulle der være en almindelig kørevej langs Kanalen og hytterne måtte ikke opføres nærmere slots­ ruinen end 12 alen. De, der ønskede at opføre skorstene, var samtidig pligtige til at lade deres huse være af mur- eller bindingsværk med teglhængte tage. Den 17. juli udsendtes der en rådstueplakat om, at brandlidte næringsdrivende for egen regning kunne opføre småhuse og boder på slotspladsen på de ovenstående vilkår.13 I løbet af kort tid rejste der sig en lille by, bestående af 85 huse, den såkaldte »Frederiks koloni«, hvor de 2 hovedgader døbtes Christiansgade og Frederiksgade. Fra J. G. Friederich’s stik fra 1795 får man et glimrende indtryk af, hvordan slotspladsen tog sig ud med disse bindingsværkshuse mod den vældige slotsruin som en dramatisk baggrund. Ser man nøjere på billedet fremgår det, at husene trods deres ensartede præg, alligevel er ret forskellige: her og der rager et enkelt lidt højere op end de øvrige, hvad der strengt taget var imod de op­ rindelige bestemmelser for byggeriet. I august 1796 blev det da også fastslået, at man ville se igennem fingre med de tilfælde, hvor folk allerede havde opført huse på slotspladsen i 2 etager eller én etage med kvist, men at man for fremtiden ikke ville tolerere, at nye hytter opførtes anderledes end man i sin tid havde bestemt, nemlig i én etage.1 1 Den allestedsnærværende hofarkitekt Andreas Kirkerup overkom også at give tegning og overslag til et par af husene her, bl. a. for enken Marie Brinch1 5 . Dette ejendommelige byggeri, opstået af den hårde nødvendighed, var trods alt i stand til at give samtiden sentimentale fornemmelser. Således skrev Johann Giemens Tode, en af datidens morsomste skikkelser, i sit skrift, »Sundhedsråd i anledning af ildebranden«, at man ikke kunne se på »de nye huse og hytter på slotspladsen uden at smile med endnu våde øjne«, og sammenligner dem med en »liden småhavn i Norge, som gør det til en sjældenhed, som det er værd at rejse til byen for«.1 6 Et noget mere realistisk indtryk får man af en lille opsats i det menneskekærlige blad »Politivennen«, hvor der under titlen »Svineriet på slotspladsen« findes en beskrivelse af de hygiejniske tilstande, så detailleret, at man næsten mærker stanken. »Fra de på slotspladsen stående huses små gårde ses mange vandløb, tildels temmelig svangre med dræk, at søge over kørevejen, fortovsstenene ned ad bulværket til. Her bliver urenligheden af mangel på udløb

*3