591971891

dels gøres bredere og dels mere lige. Endelig havde man tænkt sig at anlægge en helt ny gade fra Vestergade til Set. Pederstræde. Men bortset herfra var de æn­ dringer, der skulle foretages op mod Volden ikke betydelige. Een ting havde man fra første færd opmærksomheden henledt på, nemlig problemet med at skaffe husly til de ringest stillede blandt byens indbyggere, der havde boet i det afbrændte område. »Når det ny anlæg og forandringer med smågaderne omkring Nikolaj kirke blev udført kan man vente at sammesteds vil blive opført større og anseligere bygninger end tilforn. Der vil altså blive mindre sted til våninger for fattige familier. For dem vil der derimod blive plads i de gader op mod Volden, hvor grundene, formedelst deres mindre nærsomme beliggenhed ikke vil blive så kostbare«.10 Lige som det havde været tilfældet i 1728 blev heller ikke denne gang pla­ nerne om så radikale ændringer og udvidelser af gaderne virkeliggjort. De vig­ tigste forandringer, der fandt sted, var oprettelsen af de to foreslåede pladser, nemlig Højbroplads og Gammel- og Nytorv, samt nedlæggelsen af et par af de smågader, Rawert og Meyn havde ønsket, således Lille Færgestræde og Sme­ densgang i Øster kvarter, Endeløs i Snarens og Henrik Fyrensgang i Vester. Med hensyn til de øvrige gader måtte man også slå af på idealerne. Man nøje­ des med at fastsætte, at de skulle have en bredde fra 14 til 16 alen, og til vare­ tagelsen af udførelsen af disse bestemmelser nedsattes en Reguleringskommission, hvor Rawert og Meyn var selvskrevne medlemmer. Gaderne inddelte i klasser efter deres indbyrdes værdi i henhold til matrikeltaksten, og »i forhold til den tid bekendte gangbare priser«. Der blev 4 klasser, 1. klasse = 6 rdl. pr. kvadrat alen, hvilket var den højeste pris, man vidste var givet før 1795 for nogen grund, 2. klasse = 5 rdl., 3. klasse = 4 rdl. og endelig 4. klasse — 4 rdl., idet der dog betaltes 7 rdl. pr. kvadrat alen for husrækken mellem Højbrostræde og Færge­ strædet, hvor Højbroplads kom til at ligge, medens Smedensgang kun vurde­ redes til 1 rdl. og 3 mark.1 1 Til dækning af udgifterne ved denne regulering blev der henlagt forskellige fonds. De væsentligste indtægter skulle komme fra byens gods Bistrup, og ved bortsalg af byens jorde til fæstere, samtidig med at man satte afgiften for vængerne op.12 Kongen skænkede, som foreslået af Rawert og Meyn, byen et stykke jord af Rosenborg have, hvor der i 1797 anlagdes en gade, Kronprinsessegade, foruden at majestæten overdrog et par grunde i Hysken- stræde og Gammelstrand, som tidligere havde tjent som boliger for hofpræ­ ster.13 Med hensyn til den del af Rosenborg have, der ved denne lejlighed blev givet byen, hed det i reskriptet, at det skulle være til erstatning for de grund­ ejere, der måtte afstå grunde eller grundstykker til gadereguleringen. Men det blev nu ikke disse medborgere, der direkte kom til at nyde godt af den kongelige gave. Foruden professor Rawert var det fortrinsvis en kreds af byens store tøm­ rer- og murermestre, der havde tjent godt på genopbygningen, med tømrer­ mester Andreas Hallander og murermester Johan Martin Quist i spidsen, der kom til at opføre ejendomme her.1 1

20