591971891

ved, at justitsråd Harsdorff også forestod anlægget af den »næst ved liggende grund, som agent Erichsen ejer«, og hvis de to bygninger skulle kunne komme til at svare i »smag« til hinanden og være »passende i prospekten af denne del af pladsen med andre ældre nærliggende bygninger«, ville det være af betydning, at de to huses facader flugtede, og at højden var ensartet.23 Skønt sagen i første omgang, den blev ført ved Københavns politiret, gik Hoftved imod, fortsatte han dog ufortrødent med sit byggeri. I slutningen af 1798 kunne han indsende en ansøgning til Kreditkassen for husejerne i Kjøbenhavn om at opnå et lån på 10.000 rdl. Som den eneste af lånansøgerne, hvis andragender er blevet gennem­ gået i forbindelse med den nedenfor gjorte redegørelse for prioritetsforholdene efter branden, nævnte Hoftved i sin ansøgning, hvem der var husets arkitekt, og at det var efter Harsdorffs plan, at han nu var ved at fuldføre sin bygning, eller rettere sine bygninger, der i Københavns Brandforsikring var blevet assureret for 40.200 rdl. og vurderedes til 68.000 rdl. i den vedlagte prioritetsefterretning. Helt efter den af Harsdorff kendte tegning blev Hoftveds gård ikke opført. Det afskårne hjørne flankeret af de 2 pilastre og 1 fag bredt erstattedes af et meget kraftigt hjørnefremspring på 3 fag til hver gade foruden selve hjørnefaget. I stueetagen var vinduerne i dette fremspring »ziret med murede kvadrer, der­ under solbænke af bornholmersten, og over det runde hjørne et skur hvilende på konsoller af ditto sten, om samme et jerngelænderværk«, altså en slags altan, hvortil der fra 1. etagens hjørneværelse var adgang gennem et par glasdøre. De øvrige vinduer i fremspringet havde alle solbænke og segmentfrontoner som stue­ etagens. Øverst over gesimsen over de 3 midterste fag i »rundingen (var) en altan med jerngelænder«. Det var således ikke nogen helt almindelig eller be­ skeden bygning, som Hoftved opførte, og dens indre udsmykning kom fuldt ud til at svare til det fornemme ydre.24 Bygningen ændredes i midten af det 19. år­ hundrede flere gange, og blev siden revet ned for at give plads til det nuvæ­ rende hjørnehus. Ved Københavns politiret blev der ført flere sager mod bygherrer og byg­ mestre, der havde overtrådt byggereglerne. Det hørte imidlertid til undtagelserne, at en opført, eller delvis opført, bygning måtte brydes ned, således som det blev befalet bagermester Peter Lou, der havde nøjedes med at »brække« sit hus på hjørnet af Kompagniestræde og Badstuestræde i 4 alens bredde.25 Stort set kan det siges, at det offentlige stillede sig mest velvilligt med hensyn til at dispensere, når Set gjaldt højdebestemmelserne, og rimelige grunde talte derfor. Tømrer­ mester Kopp, Gammelstrand 13 og 14, Madam Lyngager, Gammelstrand 15, og grosserer Tutein på Vimmelskaftet 156— 158 opnåede alle den ønskede tilla­ delse til at bygge højere, end plakaten af 4. juli foreskrev.26 Kun når det gjaldt kravet om grundmur var man ubønhørlig. På dette punkt gaves der ingen mu­ lighed fra afvigelse fra byggeanordningerne.