591971891

Branderstatningerne Et af de spørgsmål, der i dagene efter branden satte sindene i heftigste bevægelse hos de brandlidte husejere, var, hvorvidt Københavns Brandforsikring ville være i stand til at udrede erstatningerne og hvordan. Så godt som alle de afbrændte huse var forsikret, og tabene beløb sig til ialt 4.523.225 rdl., deraf 4.501.300 rdl. for totalskaderne og resten 21.925 for de partielle beskadigelser.1 Københavns Brandforsikring var blevet dobbelt hårdt ramt gennem branden, dels fordi den skulle udrede denne enorme sum, og dels fordi dens formue for størstedelen var anbragt i byens ejendomme, også i de nedbrændte, som prioritet, der naturligvis ikke kunne opsiges, uden at det ville forvolde et økonomisk kaos i byen. Tabene oversteg desuden langt Brandforsikringens midler, der pr. 11 . juni 1795 blev gjort op til ialt 2.017.430 rdl., og det måtte da være klart for enhver, at det ville blive umuligt at få erstatninger udbetalt øjeblikkeligt, hvad der naturligt nok skabte uro blandt de mange husejere, der var ivrige efter at komme igang med byggeriet, og havde brug for al den rede kapital, der kunne skaffes. Drøftelserne i Brandforsikringens direktion førte i begyndelsen ikke til noget positivt resultat. Der skabtes først grundlag for ordningen af Brandforsikringens forhold, efter at den den 16. juni var blevet overdraget den i 1787 nedsatte fi- nanskommission under Ernst Schimmelmanns ledelse at forhandle med Brand­ forsikringens direktion, forhandlinger, der absolut ikke fandt sted uden gnidnin­ ger. 2 Til at udrede erstatningerne behøvede Brandforsikringen ca. 4 millioner, og når man trak de 10 % fra, der i overensstemmelse med fundatsen af 1733 skulde fradrages for grund og rudera, samt de prioritetslån, der var anbragt i de afbrændte ejendomme, hvor man delvis kunne udlevere panteobligationerne, kunne man nøjes med 3 / 2 million. Den 17. juli 1795 kom forordningen, der skulle skabe klarhed omkring for­ holdet mellem Brandforsikringen og de brandlidte husejere. Den bestod af 4 af­ snit. Det første redegjorde for, hvordan Brandforsikringen skulle sikres tilstræk­ kelige midler til sin fortsatte eksistens. Det blev tilladt, at den udstedte rentebæ­ rende annuitetsbeviser på 3 % , og til afholdelse af udgifterne til forrentning og afbetaling fik Brandforsikringen en kongelig gave på 35.000 rdl. årligt. Desuden fritoges den for l/\ % skatten, og der indrømmedes den en kongelig garanti for 500.000 rdl. Anden del af forordningen fastsatte nøjere regler for, hvordan ska­ deserstatningerne skulle udredes. Som nævnt kunne der fradrages 1 o % for grun­ den og rudera ved horisonten, og dertil føjedes endnu et 10 % fradrag for rudera over horisonten, således at det beløb, der ialt skulle udbetales til hver enkelt as­ sureret, kun blev 80 % af forsikringssummen. Halvdelen heraf skulle da betales kontant, og halvdelen udleveres i annuitetsbeviser over 8 terminer, dvs. 4 år. Renten af den kontante betaling var 4 % , og af annuiteterne 3 % . De vigtigste punkter i forordningens tredie afsnit var, at der indførtes forsikringstvang, sam-

24