591971891

tidig med, at der pålagdes de forsikrede nogle mindre eengangsafgifter. Den fjerde og sidste del omfattede styret af Brandforsikringen. Tidligere havde det udelukkende været interessenterne, der havde valgt direktørerne, men den kon­ gelige garanti medførte, at direktionen for fremtiden skulle bestå af 6 medlemmer hvoraf de 3 var kongevalgte, og at der årligt skulle sendes indberetninger om Brandforsikringens tilstand til kancelliet. Erstatningens størrelse, 80 % af assurancesummen, og betalingsmåden frem­ kaldte mange protester, idet det ikke urigtigt blev fremhævet, at den langsomme betalingsmåde over 4 år ville hindre mange brandlidte i at komme i gang med genopbygningen så hurtigt, som de ellers ville være i stand til.3 Gennemsnits­ assurancesummen for de afbrændte ejendomme var ca. 4000 rdl., og erstatnings­ beløbet ville da blive 4000 -i- 20 % = 3200 rdl., og af disse ville der den første termin kun blive udbetalt 200 rdl. i rede penge, medens 200 rdl. blev udleveret 1 form af annuitetsbeviser. Der udkom i løbet af sensommeren flere pjecer, som var præget af mistillid til Brandforsikringen og utilfredshed med den skabte ordning og bragte forslag og gode råd til løsning af problemerne. Blandt bidragyderne til denne litteratur finder vi således den geskæftige G. H. Lund og historieprofes­ soren Abraham Kali, en mand hvem hele den finansielle løsning af genopbyg­ ningen lå meget på hjerte, hvad der senere skal omtales nærmere.4 De mange indsigelser førte til, at der i løbet af efteråret, delvis på Brandfor­ sikringens direktions eget initiativ, blev foretaget visse ændringer i betalingsmå­ den. Således kom der til at stå 4 muligheder åbne for de brandlidte med hensyn til, hvordan de ønskede assurancen udbetalt. De kunne få erstatningerne i løbet af 4 år, 8 terminer, halvdelen kontant og halvdelen i annuiteter, som ovenfor nævnt. Eller de kunne i stedet for den kontante betaling modtage 4 % obliga­ tioner, der skulle indfries i løbet af 4 år, eller afstå annuiteterne mod at få ud­ betalt 85 % af deres pålydende værdi i rede penge. Endelig blev det muligt at overlade Brandforsikringen hele erstatningsbeløbet, eller dele deraf, dog altid halvt i kontant og halvt i annuiteter, mod at få 96 % deraf i rentebærende 3% % obligationer, der var uopsigelige fra kreditors side i 3 1 år. Det viste sig meget hurtigt, at langt de fleste foretrak at få udbetalt de 85 % af annuitetsbevisernes pålydende værdi. Til de store udbetalinger, som dette arrangement krævede, måtte Brandfor­ sikringen søge hjælp både hos regeringen og banken. Men da dette viste sig ikke at være tilstrækkeligt, blev der udsendt indbydelse til et offentligt 4 % lån, *4 % skatten blev eftergivet, med 3 måneders opsigelse fra kreditors side. Tegningen af dette lån blev en stor sukces, og det udgjorde i 1802, hvor det var højest, over 2 millioner rdl. Endelig blev der også i Hertugdømmerne gennem handelshuset Lawaetz i Altona udbudt et lån på 300.000 rdl. (= 3 7 3 .0 0 0 rdl. d. c.) til 3*4 % plus J/2 % til Lawaetz. Ved disse to store lån blev det således muligt for Brand­ forsikringen at komme igennem den første vanskelige tid og få genoprettet til­ liden til institutionen.

25