591971891

kan have været uden betydning for en række smådetailhandlende, at der var et købedygtigt publikum. Allerede inden udgangen af 1795 skrev en anonym for­ fatter i »Iris«, at »Middelstandens folk uden formue har over alt lidt mest ved branden. De fleste håndværkere stå sig såre vel derved og mangen svend tabte om han i denne tid, byttede med en kontorchef. Enhver arbejdsdygtig har kun­ net og kan få overflødigt at fortjene«.10 I 1800 klagede Rawert ligeledes over, at arbejdslønnen var steget »uhørt«. »Hvad svendene foreskrev måtte bygher­ rerne rette sig efter, og betale, hvad der forlangtes, og endda være vel tilfreds, at de ikke forlod arbejdet, når den sålunde hjemsøgte bygherre ikke gav drikke­ penge og brændevin, lige så meget som i daglønnen. Og endda ville mur- og tømrerfolk ikke entrere i noget arbejde uden akkord . . . og ingen svend indgik nogen akkord, når han ikke forudså at kunne tjene 9 å 10 mark (1 rdl. = 6 mark) om dagen«.1 1 Ikke underligt at de, der først kom igang med byggeriet, var bræn­ devinsbrænderne. Da Peter Meyn i slutningen af december 1798 indsendte en opgørelse over byggeriet i byen, var i løbet af disse 3 første år næsten alle af­ brændte brændevinsbrænderier og bryggerier genopførte.12 Rawert fortsatte sine betragtninger over, hvad denne ekstraordinære efterspørgsel af arbejdskraft har betydet. Ikke mindst hæftede han sig ved de moralske aspekter. De forøgede ind­ tjeningsmuligheder havde ført til, at mange håndværkssvende indgik ægteskab tid­ ligere, end de måske ellers ville have gjort, og han spåede da som en naturlig konsekvens af dette, at »arbejdets standsning ville forvolde mange skilsmisser«. Heller ikke indvandringen af de mange udenlandske svende, mente han, var til fordel for nogen. Alt i alt konkluderede han, at det havde været bedre, om alt det, der var blevet opført i løbet af 3 år, »havde kunnet ske i 10 år«. Ikke mindst for murere og tømrere havde der været gode muligheder for store fortjenester, hvad der trak mange fremmede håndværkere til byen, og det var med henblik på disse, at det i september 1795 blev bestemt, at håndværkssvende ikke måtte stå under udenlandske laugsvedtægter.13 Også antallet af mestre steg, og til magistraten indkom der flere anmodninger om mesterskab uden aflæg­ gelse af mesterprøve, og om tilladelse til at holde svende og drenge, således bl. a. fra Laurits Thrane og Gaspar Fr. Hollander,1 1 to af de bygmestre og bygherrer, der i de følgende år skulle komme til at medvirke meget aktivt ved stadens gen­ opbygning. På baggrund af den store efterspørgsel efter arbejdskraft, ser det lidt forunderligt ud, at en tysk tømrermester bad magistraten om at få anvist noget arbejde i København.15 Mange af de tømrersvende, der året i forvejen i for­ bindelse med tømrerstrejken havde forladt byen, vendte efter branden tilbage og tog igen arbejde.16 Foruden de to nævnte Thrane og Hollander fik en række af de murer- og tømrermestre, hvis navne man hyppigst støder på under gen­ opbygningen, og senere blandt fallitboerne, mesterskab i disse år. Således Michael Bælchow, Christoffer Chrane, Joh. Wilh. Steenberg og Christoffer Kerrn, den sidste kom fra Tyskland. Enkelte benyttede lejligheden til at skifte fra et fag til et andet, f. eks. fra møller til murermester, hvad der var tilfældet for Joh. Wilh.

28