591971891

kan siges at have været tale om grundspekulation, så synes der dog at være fore­ gået en vis stigning i priserne på de ubebyggede grunde. Enkelte grunde gik fra hånd til hånd, og hver gang øgedes prisen.8 Når så mange grunde som det var tilfældet skiftede ejere efter branden, kan det have flere årsager. Ovenfor er allerede nævnt, at ved gadeudvidelserne etc. blev mange grunde så beklippede, at de var for små og irregulære til at bebygge. Men den væsentligste årsag har sikkert været, at de ejere, hvem de næste års virksomhed ikke gav mulighed for forøgede indtægter, ikke har haft råd til at begynde et byggeri, idet udbetalingerne af branderstatningerne ikke just begun­ stigede dem, der havde brug for kontanter. Desuden har det også været vanske­ ligt at opnå lån. Til den gruppe af husejere, der mere eller mindre har været nødt til at sælge deres grunde, hørte først og fremmest enkerne, hvis eksistens i mange tilfælde var afhængig af indtægterne fra ejendommene, og som ofte sad i gamle delvis uprioriterede, men lavt brandassurerede huse. Herfra må man naturligvis undtage de, der var i stand til på en eller anden måde at videreføre deres afdøde ægtefælles forretning, som f. eks. Madam Sundorph. Det er derimod vanskeligt at skille andre grupper af sælgere ud. Selv i tilfælde, hvor man er i stand til at konstatere deres erhverv, er det umuligt at drage generelle slutninger. Dog kan det siges, at branden for mange husejere, der ikke havde selvstændig virksom­ hed eller kapital i baghånden, betød, at de ikke længere havde midler til at have hus i byen. Det var efter branden fortrinsvis handelsfolk og håndværksmestre, der ejede de nyopførte gårde, og kun sjældent folk af beskeden profession eller hånd­ værkssvende. Genopbygningen af København fandt sted på et tidspunkt, hvor de økono­ miske konjunkturer var meget gunstige. Det var den »glimrende handelsperiode«, og det må sikkert i høj grad tilskrives denne kendsgerning, at byggeriet foregik med så stor hast. »Som en fugl Phønix i en ny og herligere skikkelse« rejste byen sig, og »det vil erfares, at det ikke blot er i henseende til bygninger den er blevet fornyet, men at den mod århundredets ende har i alle henseender gjort det stær­ keste fremskridt til at vorde et mønster for mange andre af Europas store stæ- der«.9 Også Rawert var tilfreds med byens new look og fandt, »at det udven­ dige af vore nye bygninger vidner i det hele om en regelret bygningskunst, en soliditet, og en god inddeling af partier, og på nogle få nær, en god proportion«, selvom han »ikke just er af den mening, at det er politisk rigtigt at opføre byg­ ninger for evigheden, hvorved industri tabes af sigte og bygninger går ud af smag«.10 Navnlig i de første år blev der bygget stærkt, og fra stadsbygmesterens hånd foreligger der årlige opgørelser over, hvordan byggeriet skred frem i byens for­ skellige gader og kvarterer.1 1 Allerede i december 1795 kunne han meddele bygningskontoret, at adskillige huse var under tag, og mange næsten færdige. Meyns lister giver foruden antallet af de opførte for-, side- og baghuse oplys­ ninger om, hvor brede de nye gader blev. Fortegnelserne viser måske et noget mere

34