591971891

tutioner, hvis midler var anbragt sikkert i fast ejendom, var Den kgl. Kredit­ kasse, General-Land-Oeconomie- og Commercekollegiet, Admiralitets- og Kom­ missariatskollegiet, Enkekassen, Missionskollegiet, Søkvæsthuset, Generalpostam- tet, Universitetet samt en række milde stiftelser som Frederiks hospital, Vartov, Det kgl. Opfostringshus, Vajsenhuset og flere kirker. Sidst men ikke mindst havde Københavns Brandforsikring haft sin kapital anbragt som prioriteter i byens huse og var ved siden af Overformynderiet og Enkekassen den største låneinstitution, hvorfor netop dens svigtende evne til at yde lån i de første år efter branden blev af afgørende betydning for nødvendigheden af et nyt låneinstituts oprettelse. En systematisk gennemgang af panteprotokollerne for disse år viser, at private kun sjældent havde penge investeret som i. pant i fast ejendom, hvorimod det var ret almindeligt, at enkeltpersoner havde en mindre 2. eller eventuelt en 3. pant i en ejendom. Årsagen til dette forhold var formodentlig af dobbelt natur. Pri- oritetstageren var kun sjældent tjent med de penge, han kunne få hos private, fra hvis side der kunne komme en uventet opsigelse, selvom afdrag og renter faldt i rette tid. Anderledes med de »publikke stiftelser«, hvorfra pludselig op­ sigelse ikke truede, sålænge afgifterne svaredes til de retmæssige terminer, og pan­ tet blev holdt i en forsvarlig stand. For prioritetsgiverne gjaldt det, at kun de fær­ reste ville lade sig nøje med de 3% % i rente, som det officielt var muligt at opnå, da rentefoden kun måtte være 4 % , og kreditor i så fald skulle betale J 4 % i skat til det offentlige. De fleste foretrak derfor at anbringe deres midler på andre og mere profitable, men mindre kontrollable måder.12 Det viste sig som sagt meget hurtigt efter branden, at de sædvanlige lånein­ stitutioner var ude af stand til at dække efterspørgslen efter »faste penge«, ikke mindst var det mærkbart, at Brandforsikringen helt var udelukket fra at drive nogen form for lånevirksomhed de første år. Der udsendtes da også efter 1795 flere forslag til lånekasser, men først 1. marts 1797 blev en sådan stiftet, den tidligere flere gange nævnte Kreditkasse for husejerne i København. Formålet med Kreditkassens oprettelse var ifølge fundatsen at hjælpe brandlidte husejere i København, og fortrinsvis de, der ingen anden udvej havde for at få lån.13 Da den officielle rente på grund af kvartprocentskatten var låst fast på 354 %, måtte en af hovedbetingelserne for kassens start og sukces være, at den blev fri­ taget for denne afgift, hvad der også blev tilfældet, i begyndelsen kun for 300.000 rdl. og kun for udlån til bebyggelse af de afbrændte grunde. I de følgende år forhøjedes dette beløb ved flere kgl. resolutioner, og i 1803 var kassens udlåns­ virksomhed udvidet til 1.540.000 rdl. Året forinden var begrænsningen, at fri­ tagelsen for kvartprocenten kun gjaldt de brandlidte husejere, bortfaldet, således at Kreditkassen var berettiget til at yde lån til alle husejere i hovedstaden, dog skulle nybyggeri stadigvæk have fortrinsret. Ifølge fundatsen kunne der normalt gives lån på indtil y 4 af brandassurancen, der dannede vurderingsgrundlaget, enten lånet blev givet som 1., 2. eller 3. prioritet. I lånepolitikken gik man i de første år kun meget sjældent med til at optage større prioriteter end indtil y 4 af

3 6