591971891

overdrage ham værdipapirer, d. v.s. fortrinsvis krav på Brandforsikringen. Dette forhold må have været bekendt for alle interesserede parter, altså også for Tetens og Holm, der begge var kongevalgte direktører i Brandforsikringen i henhold til den nye ordning af 1795, men medførte på sin side ikke nødvendigvis, at Kali havde kontakt med Brandforsikringens direktion. Kali følte sig i hvert fald foran­ lediget til at give sit besyv med, da Brandforsikringens forhold skulle drøftes i finanskollegiet, hvortil han indsendte et forslag til en ændring med hensyn til ildbetalingsmåden af erstatningerne til de brandlidte indbyggere. Forslaget lå åbenbart på linje med de forandringer, der allerede var blevet foreslået af Brand­ forsikringens direktion, og som også var blevet approberet af myndighederne. Finanskollegiet meddelte Kali dette og takkede ham for hans »patrotiske« hen­ sigt«.20 Først med sin deltagelse i Kreditkassen har Kali antagelig fået fuldt afløb for sin virketrang og -evne i de finansielle forhold efter branden.2 1 Inden fun­ datsen forelå, var der til Kali »på Kreditkassens vegne som til nytte for husejere oprettes« afgivet 17 panteforskrivninger, fortrinsvis 2. prioriteter i københavnske nyopførte ejendomme,22 og det var til ham at ansøgerne gang på gang henvendte sig, hyppigt på hans landsted ude i Holte. Man kan roligt sige, at Kreditkassens lånepolitik var identisk med Kalis, og den var ikke alene dikteret af økonomiske motiver. Hver eneste lånesag blev forelagt alle 3 direktører, Kali, Tetens og Holm, men det var Kali, der afgav de fyldigste responsa, som næsten undtagelsesløst blev taget til efterretning og fulgt af de to andre. Kalis notitser var ofte lange redegørelser, hvor ansøgernes etiske habitus også bliver trukket frem. Byen var ikke større, end at det var muligt at have et personligt kendskab til de fleste lånere. Karakteristisk er da også Kalis bemærkninger, når han ønsker et lån be­ vilget til folk, hvor Kreditkassens praksis ellers ikke tillod det, at det burde ydes, da »manden er ærlig, arbejdsom og i mange henseender agtværdig«. Men alle kunne selvfølgelig ikke kendes værdige. Da værtshus- og bordelindehaver Andreas Nielsen Winther fra Ulkegade anmodede om et lån i Kreditkassen, blev hans an­ søgning kort og godt affærdiget af Kali med ordene »fortjener ikke at hjælpes«.23 Ansøgere, hvis vandel i økonomiske affærer ikke stod for den Kall’ske kritik, fik også prompte afslag med en kort bemærkning om, at »manden er en bekendt ågerkarl« e. 1 . Dog, Kalis betænkeligheder kunne vige, når de økonomiske fordele var øjensynlige, hvad følgende omtale af brygger Rindom i Brolæggerstræde vi­ ser, »at denne blodsuger og værste ågerkarl som jeg kender, kan være så meget trængende, kan jeg ikke formode . . . imidlertid, da pantet er godt, kan lånet til­ stås«.24 Hensynet til de værdigt trængende lå i høj grad Kali på sinde, også hvor det gjaldt håndværksmestre. Han kunne imidlertid ikke bifalde, »at en murer­ mester (Anth. Christoffer Wilcken) vrager private penge«.25 Om Kalis forbin­ delse med og betydning for Kreditkassen er det træffende sagt, »uden Kali ingen Kreditkasse«. Men lige så sikkert det er, at det var ham, der skaffede pengene og indskudene, lige så klart synes det at fremgå, at han også handlede i kommis­

3 8