591971891

sion for andre; han taler selv derom. Men hvem det var, der gav ham disse kom­ missioner, synes der ingen mulighed for at få opklaret. Som det var almindeligt, ydedes der kun lån, såfremt der forelå en brandfor­ sikringspolice enten for hele ejendommen, eller dele deraf, et såkaldt interims­ bevis. Først når byggeriet havde nået et vist omfang eller var fuldendt, var det muligt at komme i betragtning som låner i Kreditkassen. Det var altså ikke til­ strækkeligt blot at indsende tegninger og overslag. De enkelte, der prøvede at opnå lån, inden de begyndte at bygge, fik alle uden undtagelse kategoriske afslag. Ernst Andersen skriver i forbindelse med hvem og hvorfra ideerne til Kreditkassen kom, at »man ikke behøver at udfolde megen fantasi for at forestille sig, at de brandlidte husejere og de håndværksmestre, der skulle leve af at bygge, i for­ bindelse med mange protester, som de fremsatte om den erstatningsordning, der gennemførtes ved anordningen af 17. juli 1795, har besværet sig til Brandforsik­ ringens direktion over, at den normale udlånsvirksomhed var standset«.26 Gen­ nemgangen af skødeprotokollerne viser, at det først var efter 1797, at håndværks­ mestrene i større omfang erhvervede grunde i byens afbrændte del. Der er sik­ kert mere end een grund til at formode, at Kreditkassens oprettelse har imøde­ kommet et ønske fra byens bygmestre. - Fra regnskaberne fra Østre Kalkfabrik véd vi, at varerne ikke betaltes umiddelbart ved leveringen, men først betydeligt senere, oftest ved årets udgang, eller i mindre beløb f. eks. 100 eller 200 rdl. å conto, indtil regningen var betalt. Blandt kalkfabrikkens kunder var meget få ikke-håndværksmestre, vel egentlig kun enkelte store handelsmænd som Peschier, Erichsen og Tutein, der købte direkte fra fabrikken. Selvom der intet direkte oplyses om, hvorvidt denne betalingsmåde var almindelig andre steder, er der dog grund til at formode, at det også med hensyn til andre bygningsmaterialer har været relativt let for murer- og tømrermestre at få kredit eller henstand med betalingen, hvorfor de nemmere end mange husejere har kunnet komme igang med byggeriet og derfor været i stand til at præsentere et interimsbevis fra Brand­ forsikringen. Dette var jo ikke afhængigt af, hvad der var betalt af udgifterne til husets opførelse, men af hvad vurderingsmændene takserede det, som stod på grunden, til. Så godt som alle murer- og tømrermestre, som opførte ejendomme, søgte og fik lån i Kreditkassen, der med bestemmelsen om, at det var på grund­ lag af brandassurancen, at lånene skulle ydes, med eller uden hensigt har begun­ stiget denne gruppe af bygherrer, hvis mange grundkøb og byggeforetagender efter 1797 sikkert skal ses på baggrund af Kreditkassens oprettelse. At den kom som en nødvendig hjælp for mange bygmestre ses også af, at flere skødebreve eller købekontrakter indeholdt forpligtelser for bygmesteren til at skaffe den nye ejer et lån i en af de før branden eksisterende »publikke stiftelser«, men hyp­ pigst i Kreditkassen, der således kom til at stimulere byggeriet på et tidspunkt, hvor der havde vist sig en stagnerende tendens. Generelt kan det siges, at det var meget sjældent, at murer- eller tømrermestre ikke opnåede en 1. prioritet hos de offentlige institutioner. Der findes ikke mange eksempler på, at de blev nødt til

39