591971891

at nøjes med »private mænds penge« som i . prioritet, hvor det da ikke var den tidligere ejer, der lod prioritetet blive stående i den ubebyggede grund med »der­ på opførende bygninger«. Langt mere almindeligt var det, at 2. og 3. panthaverne var enkeltpersoner, også hvor det var en murer- eller tømrermester, der ejede ejendommen. Det var imidlertid ikke alle murer- eller tømrermestre, der kom helskindet ud af deres byggeforetagender. Medens det før 1795 hørte til undtagelserne at denne del af befolkningen gik fallit, så kom der i årene 1799— 1801 ikke mindre end 10 murer- og tømrermesterfallitboer til behandling ved Københavns skifteret, hvortil yderlige kom 2 i 1803 og 1804.27 Blandt de, der måtte anmode om at få deres bo behandlet, var Michael Bælchow og hans stedfader H. G. Ondrup, for­ uden Anth. Christoffer Wilcken, Christoffer Chrane, H. C. Schmidt og Casp. Fr. Hollander. For nogles vedkommende blev der sluttet forlig, medens de fleste fik deres bo delt mellem kreditorerne. En gennemgang af disse fallitboer viser, at vel havde fallenterne indbyrdes krav på hinanden, men kun i tilfældet Michael Bæl- ckow og H. C. Ondrup kan det siges, at den enes fallit trak den andens med sig, og selv i dette tilfælde må der tages forbehold, da Ondrups finansielle forhold for­ modentlig var blevet overanstrengt af andre projekter, bl. a. hans ejendom uden­ for Østerport, »Nøjsomheden«.28 Hvorvidt den almindelige likviditetskrise, der i sommeren 1799 via Hamborg ramte København, og hvis årsager først og frem­ mest skyldtes udenlandske forhold, var medvirkende til, at det gik så galt for nogle af bygmestrene, er det vanskeligt at fælde dom over. Kun i et enkelt til­ fælde synes et handelshus fallit at have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for en i forvejen hårdt trængt murermester.20 Kreditorerne var ikke de samme i de forskellige fallitboer; selvom oberst Alexander Ross og tømmerhand­ ler Andreas Colstrup har krav i et par af dem, drejer det sig dog kun om mindre poster. Rawerts ord om, at mange klarede sig ved et »slags kunstspil med ideale penge, bestående af vexler, kautioner, disconter, krediter . . . indtil disse titulære værdier skulle realiseres, (så) fulgte bankerotten spekulanterne i hælene«,30 sy­ nes at få sin bekræftelse gennem de mange fallitter, der især ramte de mindre bygherrer, og betegnende er det, at det fortrinsvis var de nye mestre, der måtte indgive falliterklæringerne. Kun få endte i økonomisk så trist en situation som Christoffer Chrane, der foruden at have sine ejendomme prioriteret til op over skorstenen måtte give føromtalte hørkræmmer Gjørup panteforskrivning på 1. panteret i alle sine møbler samt øvrige effekter. En lignende stilling befandt Chri­ stoffer Kerm sig i, da han måtte give Samuel Moses generalpant i sine ejendele.31 Tilbage bliver spørgsmålet om, hvormeget det kostede at genopføre det af­ brændte København. Et konkret tal vil det naturligvis aldrig være muligt at nå frem til, da der ikke eksisterer og vel aldrig har eksisteret tilstrækkeligt materiale til oplysning herom. Kun i enkelte tilfælde véd man udfra tilfældigt bevarede overslag, hvormeget det har kostet at bygge et hus af den mindre type. Således er der bevaret som bilag til Kreditkassen et overslag over et forhus i Set. Peder-

40