591971891

Huslejeniveauet efter genopbygningen Efterhånden som byggeriet skred frem, skulle det vise sig, om de, der havde boet i de nedbrændte ejendomme, også havde råd til at flytte ind i de nyopførte. Al­ lerede i løbet af efteråret 1795 henledte Tode opmærksomheden på spørgsmålet i sine »Sundhedsråd«. Han skrev bl. a., at »har København nogensinde behøvet, at der byggedes våninger for småfolk, ja for den ringe almue, så er det nu. . . . Der begyndes vel at bygge, men da de små gader, hvor den ringe mand boede, nu er gået ind, og der rimeligvis opbygges igen i de reelle gader, som nu bliver til idel sådanne huse og gårde, som vare til stadens forskønnelse, og giver tillige håb om at nyde en god husleje, så ser man ikke, hvor den største del af de forrige indbyggere af Nellike-, Smedens- og Henrik Fyhrensgang, af Ulke- og Skvalder­ gade, Dybens- og Mikkelbryggersgade, af Thejlgårds-, Larslej- og Larsbjørn- og Lavendelstræde og andre flere ville få lejligheder, som er efter deres evne«, hvor­ for Tode foreslog, at magistraten købte grunde op i byen og lod opføre boliger for almuen.1 I begyndelsen af 1797 var problemet atter genstand for offentlig debat i »Iris og Hebe«, hvor »xzy« i en artikel »Om de nybygte huse i København« fremsatte en række principielle betragtninger angående dette emne.2 Han fremhævede, at de nye ejendomme, fordi de gennemsnitlig var en etage højere end de gamle, burde have givet plads til nogle hundreder familier mere end før, men at dette langtfra havde været tilfældet. Årsagen hertil lå først og fremmest i, at huslejerne i de nyopførte bygninger var mere end halvanden gang højere end tidligere, så­ ledes at, hvor der tidligere betaltes 200 rdl., måtte der nu gives mellem 250 og 300 rdl. årligt. Helt umuligt var det derfor for de ringest stillede at få husly til overkommelig pris, d. v. s. mellem 5 og 15 rdl. halvårlig. Ejerne begrundede de nye høje huslejer med materialernes og arbejdslønnens »dyrhed«, men dette ar­ gument forkastede »xzy« som lejerne uvedkommende. Disse var »alene pligtige til som gode kristne at tilønske (ejerne) en sådan erstatning«. Husejerne havde, mente han, bygget for fint. Ringere kunne have gjort det. »Dette er en sørgelig betragtning ved de nye prægtige huse, som bygges allevegne. Endogså i gader, som formedelst deres beliggenhed, synes at være bestemte ene og alene til fattige folk, opføres nu en art palæer, og Amalienborgs alterum extremum spiller nu store boligers rolle«. Artiklen mundede naturligt ud i et krav om, at der på en eller anden måde tilvejebragtes muligheder for at opføre huse specielt for uformuende familier, idet forfatteren sluttede med at bemærke, at kongen, magistraten og for­ skellige selskaber allerede havde tænkt på disse medborgere. Det offentlige interesserede sig næppe for denne sag tidligere end forsommeren 1797, hvor hofarkitekten Andreas Kirkerup henledte dets opmærksomhed på pro­ blemet. Den 12. juni indsendte han til bygningskontoret et allerunderdanigst for­ slag om, at nogle af de byggeregler, der var blevet fastsat efter branden 1795 »for

4 2