591971891

Nabohuset fik samme facade, som det havde haft i det 18. århundrede, medens Gustmeyers føromtalte gård, bygget af Quist, fik en facade, der med et vældigt søjlepar foran en dyb niche kom til at virkeliggøre Harsdorffske klassiske idealer fra i76o’erne og 70’erne. (Den næste ejendom, Ved Stranden 12, er en typisk repræsentant for husene efter 1795. Facaden er pudset, og dens eneste arkitek­ toniske virkemidler er det vandrette sandstensbånd mellem stue- og 1. etage og en frise mellem 1. og 2. etage. Endelig afsluttes rækken af Madam Sundorphs hjørnehus, opført af røde mursten med mansardtag og afvalmede kviste. C. F. Harsdorff kom mere end nogen anden til at sætte præg på de nye byg­ ninger, ikke så meget på grund af de få huse, han selv gav tegning til, som fordi mange af de håndværksmestre, der i disse år virkede som bygmestre havde været hans elever på Akademiet, og der var blevet skolet i hans stil.5 Karakteristisk for de nyopførte københavnske ejendomme var betoningen af de vandrette linjer, de forsænkede midtpartier, eller accentueringen af sidefagene ved hjælp af risa- litter eller segment- eller trekantsfrontoner over »salens« vinduer. Det alminde­ lige hus i 5 fags bredde var sjældent mere end 3 etager højt plus kælder. De nye dekorative elementer var fortrinsvis af antikiserende art: guirlander, mæander- eller å la greque friser, relieffer og triglyfkonsoller og som et specielt københavnsk fænomen de mange store afdækningssten (»skur på konsoller«) anbragt over kældernedgange eller over indgangsdøre. Et af de mest karakteristiske træk ved den nyopførte del af byen var de knækkede hjørner, som plakaten af 4. juli havde gjort obligatoriske, hvor gaderne stødte sammen i spidse eller rette vinkler. De ottekantede »pladser«, der derved opstod, var en ejendommelighed, som alle­ rede samtidige turister hæftede sig ved.6 Om de københavnske bygmestres forr_ hold til læremesteren Harsdorff er det træffende sagt, at de vel aldrig nåede ham »i kunstnerisk finhed, men de tilegnede sig en stille simplicitet i udtrykket og en forbavsende modenhed i stilen«.7 Byggereglerne fastsatte bl. a., at alle tegninger til nye huse skulle godkendes af byggemyndighederne, inden der kunne gives tilladelse til byggeriet. Bygher­ rerne måtte derfor indsende tegningerne til de planlagte huse til stadsbygmesteren Peter Meyn, der lod dem gå videre til bygningsadministrationen, hvor den ende­ lige approbation blev påtegnet. Derefter returneredes de til Meyn, der udleve- rede dem til bygherren. Således har tegninger og planer til alle ejendomme efter 1795 både passeret magistratens og centraladministrationens kontorer, men uden at der i et eneste tilfælde ses at være gjort bemærkning om, hvilke bygmestre der havde udfærdiget de indsendte tegninger og planer. Desværre bestemtes det først i midten af 19. århundrede, at magistraten også skulle have en tegning af bygningen. De fleste tegninger er formodentlig enten blevet slidt op under ar­ bejdet med ejendommens opførelse eller blevet kasseret efter endt brug, og kun enkelte findes i dag bevarede, f. eks. de fleste af Harsdorffs tegninger. Det er således ikke muligt ad denne vej at løse problemet, hvem der var arkitekter for de forskellige huse, og i langt de fleste tilfælde er bygmestrene forblevet anonyme.

-7 Y

4

49