591971891

En systematisk gennemgang af skødeprotokollerne har vist, at en fjerdedel af de afbrændte grunde erhvervedes af murer- eller tømrermestre, der hurtigt be­ byggede dem og solgte ejendommene videre. Det må vel i disse tilfælde med rimelighed kunne antages, at bygherren og bygmesteren har været samme person. Af pantebøgerne kan man i flere tilfælde konstatere, at i. eller 2. prioritet i en nyopført bygning er givet til en murer- eller tømrermester, som formodentlig da må have været engageret i byggeriet, højst sandsynlig som bygmester. I »Proklamata« findes der flere tinglyste bygningskontrakter, af hvilke det med al tydelighed fremgår, hvem der har givet tegning og overslag, og samme sikre viden får man af de tinglyste kombinerede bygnings- og købekontrakter. Endvi­ dere kan man ud fra enkelte vurderingsforretninger, men derimod sjældent ud fra brandtaxationerne skaffe oplysning om bygmestrenes navne. Som en i denne forbindelse vist hidtil upåagtet kildegruppe kan man henvise til Københavns po­ litirets arkiv. Alle sager, der anlagdes af stadsbygmesteren for overtrædelse af byggeanordningerne, skulle føres for politiretten. Plakaten af 23. september 1795 gjorde bygherrer og bygmestre gensidige ansvarlige for eventuelle fejl og mangler ved husenes opførelse, hvorfor bygmestrene da også måtte give møde og forkla­ ring for retten i de tilfælde, hvor den opførte bygning ikke fandtes i overensstem­ melse med byggereglerne. Selvom man således ad forskellige indirekte veje skulle være i stand til at fast­ slå med sikkerhed, hvem der har været arkitekt for en ejendom, så kan det ikke siges at have nogen større betydning som grundlag for en stilanalyse.8 Indivi­ duelle gennemgående træk lader sig næppe påvise. Selv hvor så kendte arkitek­ ter som Andreas Kirkerup og Andreas Hallander var bygmestre synes deres ar­ bejde nok så meget at bære spor af bygherrens behov, som bygmesterens kunst­ neriske intentioner. Som kuriosum kan nævnes, at de fleste huse, hvor Christof­ fer Chrane vides at have medvirket, er blevet smykket med solbænke, yderst sik­ kert og smukt placeret, som f. eks. Teglgårdsstræde 7—9.9 Ganske naturligt blev facaderne på de gårde, der opførtes af den mere vel­ havende del af den københavnske borgerstand, udsmykket med rigere detailler end de beskedne huse, bestemt til at rumme fattigfolk. Her kom facaderne ofte til at stå helt glatte. Måske ikke hvide eller gyldent pudsede som vi i dag er til­ bøjelige til at forestille os de lange let buede gader i den indre by, men malede i forskellige kulører, snart blåt, snart brunt, snart gult og snart rødt.10