591971891

Branden medførte såvidt det kan skønnes ikke arbejdsløshed for de mennesker, der havde haft deres daglige dont i de nedbrændte virksomheder. Der blev fra det offentliges side da også i vid udstrækning sat ind på gennem fordelagtige lån at hjælpe fabrikanter, manufakturister, småhåndværkere og andre erhvervs­ drivende, der havde arbejdere beskæftiget. For håndværkerne, især bygnings­ håndværkerne, betød genopbygningen fuld beskæftigelse i de kommende år, og omend lønningerne næppe blev drevet så højt i vejret som angivet flere steder, så kan der ikke herske tvivl om, at der i hvert fald var tale om en midlertidig forhøjelse af lønniveauet, ikke mindst til fordel for murer- og tømrersvende. Genopbygningen har højst sandsynligt også haft den indirekte virkning at hindre flere tumulter som tømrerstrejken i 1794, der nok så meget havde lønningsmæs­ sige motiver som andre. At der i de følgende år var beskæftigelse og dermed for­ tjeneste til netop disse grupper af den københavnske befolkning, har ikke været uden betydning for roen på arbejdspladserne. Ingen synes at have bemærket, at så mange af de afbrændte grunde skiftede ejere efter branden. Dette gjaldt især de grunde, der var blevet stærkt beskåret ved gadereguleringerne, og derfor ikke velegnede til selvstændig bebyggelse. Det var da også de mindre grundes ejere, som regel også de dårligst økonomisk stil­ lede, der solgte. Ikke i et eneste tilfælde var det de mindre grundejere, der købte. Ialt en fjerdedel af samtlige afbrændte grunde købtes af murer- eller tømrer­ mestre, der efter at have bygget, hurtigt solgte videre, i mange tilfælde endog allerede medens bygningen stod under opførelse. At netop denne del blandt byens indbyggere var i stand til at bygge er nærliggende. Dels havde de netop i disse år store indtjeningsmuligheder, og hvad var rimeligere, end at de selv søgte at drage fordel af situationen. Dels havde de langt lettere adgang til at få kredit og lån, hvad der i den første tid efter branden var uhyre vanskeligt for mange husejere at opnå, da byens normale låneinstitutter, af hvilke Københavns Brandforsikring helt var sat ud af spillet, ikke kunne efterkomme den forøgede efterspørgsel efter likvide midler, og private penge ikke var eftertragtede som 1. prioriteter. Oprettelsen af Kreditkassen for husejerne i København i marts 1797 var nøje knyttet til løsningen af disse problemer, og i forbindelse med denne institution må Abraham Kalis indsats fremhæves. Kreditkassens oprettelse imøde­ kom et behov, både hos dem, der ved indskud af kapital, der her kunne for­ rentes med fulde 4 % , muliggjorde dens start, og hos de husejere, der ikke tid­ ligere havde kunnet gå i gang med byggeriet af angst for ikke at kunne få priori­ teter i ejendommene. Betingelsen for at kunne komme i betragtning som låntager var her som andre steder, at brandassurancen for det nyopførte hus, eller dele deraf, var i orden, hvilket naturligvis begunstigede de, der lettest var i stand til at begynde at bygge uden at låne den nødvendige startkapital, hvad der i mange tilfælde netop vil sige murer- og tømrermestrene, der da også efter oprettelsen af Kreditkassen i stort omfang påtog sig rollen som bygherrer. De radikale planer, som stadskonduktøren i de første dage havde næret med

52