591971891

hensyn til gadebredden og -linjen, blev langtfra virkeliggjort. Dertil var betæn­ kelighederne hos myndighederne mod at gribe for kraftigt ind i ejendomsretten for store, og man nøjedes med mindre trods alt ikke uvæsentlige ændringer, hvor­ ved gaderne dels blev gjort bredere og dels rettet ud, hvad der skete uden større protester fra grundejernes side. Plakaten af 4. juli havde nøje fastsat regler for kvaliteten af det nye byggeri - den æstetiske side af sagen overlod man imidler­ tid til bygherrerne selv - og i det store og hele blev disse forskrifter overholdt. Dispensationer gaves, men ikke i stort omfang, og kravet om grundmur var ufravigeligt. Efterhånden som byggeriet skred frem, viste det sig, at husleje­ niveauet i de nyopførte huse lå betydeligt over, hvad det var muligt for fattige familier at betale. Fra forskellige sider gav man forordningerne skyld herfor og fremsatte ønsker om lempelser i disse, men uden positive resultater. Det offent­ lige, især regeringskollegierne, fandt imidlertid ingen årsag til at gribe ind i for­ hold, der måtte bevirke, at de »små« familier ikke kunne flytte tilbage til deres gamle kvarterer og gader. Man befandt sig i den gryende liberalismes tidsalder, og iøvrigt havde bygningsadministrationens embedsmænd utvivlsomt ret i deres påstand, at ikke blot de nye bygningsanordninger var årsag til de høje huslejer, men at ondets rod lige så meget skulle søges hos bygherrerne, som fandt det mere fordelagtigt at bygge for et betalingsdygtigt publikum end at opføre boliger for folk af almuestanden, der var nok så tvivlsomme lejere. Hele hjælpen fra det offentliges side bestod i meget beskedne huslejetilskud. Hvorvidt husleje­ niveauet var rimeligt, kan kun bedømmes ud fra omkostningerne ved byggeriet, men da disse ikke med større sikkerhed lader sig fastslå, må man afstå fra at udtale sig eksakt herom. Eet punkt synes alle kilder at være enige om: det har været dyrt at bygge, selvom det er svært at dokumentere hvor dyrt. Medens der i løbet af de første 3-4 år efter branden opførtes fire femtedele af den afbrændte by, synes det, som om der i 1799 indtrådte en stilstand. Det kneb med at få de sidste tomter op mod Nørrevold bebygget. Genopbygningens hastige, for ikke at sige hektiske tempo i disse få år har måske ikke udelukkende været af det gode. Når det senere i det 19. århundrede fremhævedes, at antallet af fattige, der måtte have offentlig hjælp, steg stærkt i de første år af århundre­ det, har dette sikkert været forårsaget af reaktionen oven på den økonomiske an­ strengelse, det var i løbet af så kort tid at foretage et så omfattende byggeri. Den store investering, som dette krævede, var et tegn på de gode konjunkturer, der herskede i den danske hovedstad, men den medførte utvivlsomt også, at byens økonomiske ressourcer blev beslaglagt for år frem i tiden og berøvede nærings­ livet mulighed for nye driftskapitaler. Når krisen i 1799 fik så alvorlige følger for mange københavnske købmænd og bygmestre - blandt de ramte var også Peschier - så har det sikkert også stået i forbindelse med de ekstraordinære for­ hold, der havde rådet i København siden 1795, selvom det er vanskeligt, her som altid, at skelne, hvad der var årsag og hvad der var virkning. Overvandt København tilsyneladende ret hurtigt krisen, så var byen dog mindre modstands­

53