591971891

Branden 1795

I de senere år har udviklingen af byggeriet i det indre København medført, at flere og flere af byens ældste ejendomme rives ned for at give plads til moderne bebyggelse, og i løbet af få år vil den indre by ganske have ændret udseende og karakter. Med nedrivningen af disse kvarterer forsvinder store dele af det, der for de fleste mennesker, mere eller mindre ubevidst, har været med til at forme hvad man forstår ved København inden for voldene: byen med de lange let buede ga­ der, hvor facaderne flugter og hvor husenes højde stort set er ens, og hvor den samme stil, nyklassicismen, præger alle ejendommene. Det er opførelsen af den del af det klassiske København, der rejste sig efter branden i 1795, der skal behand­ les på de følgende sider.1 Een gang tidligere i det 18. århundrede havde byen været genstand for luernes hærgen, og en trediedel af den var ved denne ulykke i 1728 blevet lagt i aske.2 I 1794 galede den røde hane atter over København, og det store slot med dets uvurderlige samlinger af kunst og kunstindustri brændte ned, uden at brand­ væsenet var i stand til at hindre ildens fremtrængen.3 Trods dette advarende eksempel nærede man fortsat den bedste tillid til byens ildslukningsmateriel og de mennesker, der skulle betjene det. Man forklarede og bortforklarede dets magtesløshed over for flammerne på slottet. Naturligvis måtte det hos tænksomme gemytter fremkalde tvivl om, hvorvidt brandvæsenet ville kunne løse sine op­ gaver i tilfælde af en omfattende brand i selve byen. Efter nøje overvejelser kom stadskonduktøren, professor J. H. Rawert, i foråret 1795 til den konklusion, at »det var unægteligt, at brandanstalterne i København er ypperlige i de tilfælde, vi er vante med. Men vi har og set, at når ilden griber mere om sig end sædvan­ lig, når ilden udbreder sig i det store, da er vore anstalter enten ikke tilstrække­ lige, eller og vide vi ikke at anbringe dem. Thi det er spørgsmålet, om der i slige tilfælde aldeles ingen redninger er. Hertil vil vedkommende vist svare: Nej!« Og Rawert fastholdt det synspunkt, at det i al bygningskunst burde være en grund­ regel ikke at bygge højere end sprøjterne kunne række.4 Rawerts dystre, profeti om brandvæsenets utilstrækkelighed i tilfælde af en storbrand kom kun altfor hurtigt til at gå i opfyldelse. Den 5. juni 1795 om eftermiddagen udbrød der ild, vistnok i noget tømmer, på Gammelholm, og de følgende dage bredte ilden sig, båret af en kraftig vind, langs Kanalen til kvarteret omkring Nikolaj kirke, videre langs Stranden til Gammeltorv, og over Frede­ riksberggade og Vestergade, for først at standse ved Volden på den anden side af Teglgårdsstrædet den 7. juni ved aftenstid. Den følgende dag, mandag den 8. juni, kunne man i »de til forsendelse med posten alene privilegerede køben­ havnske tidender« læse følgende referat på side 3, efter de udenlandske nyheder:

7