NFSGrundtvig_1923

96 Sind de Tanker og Følelser, der fandt et skønt, om end paa mange Steder dunkelt Udtryk i hans herlige, store Digt »N y- a a r s - Mo r g e n « , som han selv har betegnet som Udtryk for en Kamp mellem den sorteste Fortvivlelse og det mest maj­ grønne Haab, hvori dog Haabet vandt Sejr. Kritikeren S. H. V o d s k o v har en Gang udtalt, at dette Digt i dansk Literatur maa sammenlignes med »Aladdin« og »Adam Homo«, og at den Tid maa komme, da alle »dannede« vil kunne Stykker af det udenad. Denne Tid er dog ganske vist ikke kommen endnu. Digtet indeholder efter den storstilede Morgenhilsen med Ønsket om Guds Fred for Brødre og Frænder i Nord et aandfuldt, om end paa sine Steder dunkelt Tilbageblik paa hans Liv og Gerning og maa læses og eftertænkes af alle, der vil forstaa Grundtvigs Stilling, Liv og Gerning. For at faa et saa meget rigere Udbytte deraf bør man have enten J. H. Monrads Afhandling derom eller H. Begtrups Noter dertil ved Haanden under Læsningen, helst begge Dele. I et af »Nyaars-Morgen’s« jublende Indledningsvers siger han:

»At Natten er svunden med Skyggernes Hær, og Dagen oprunden til heltelig Færd; at glødende Voven har favnet dens Glans, at straalende Skoven den byder sin K rans; at liflig min Tunge har Lyst til at sjunge — det ingen aftrætte mig skal. Ja, Lyst til at sjunge jeg har nu om alt, hvad Øren og Tunge man værd haver kaldt: om Moses og Mimer, om Himmel og Jord, om alt, hvad sig rimer med Aand og med Ord, om Lys fra det høje, om Glimt i vort Øje, om Gnisten i Staal og i Flint.«

Han blev imidlertid kaldet til Kamp, ikke til Sang. To unge, kamplystne Mænd: den lærde Kirkehistoriker A. G.