NFSGrundtvig_1923

98

saa den løsnes først, naar Dragen gør sit sidste Muldvarpskud — ikkun da med Mod og Lykke, som en himmelfalden Skygge vi kan tone Danmarks Flag.«

Men er det vor Lyst at lægge os som Støv i Herrens Haand, da gør han os til sine Redskaber, da indvier han vort Banner, og da kan vi

» . . . . hæve Danebrog med Lyst som det store Banners Skygge med dets Billed dybt i Bryst.«

Grundtvigs fredsæle Ven Ingemann blev helt bange, da han mærkede, at Vennen vilde gaa paa Korstog, og advarede ham indtrængende mod at krænke Frihedens Lov, naar han rykkede frem til Angreb. Hertil svarede Grundtvig, at han var vis paa, det skulde blive erkendt, at ingen havde tjent Frihedens Sag bedre end han trods Modstandernes Snak om hans Intolerance. Men han mener, at naar man vil taale Præsternes selvtagne Frihed til at lære, som de lyster, maa man ogsaa give fromme Lægfolk Lov til at søge Opbyggelse, hvor de kan finde den. Han agter ikke at rejse Klage mod Præsterne, fordi de har en anden Tro end han, men fordi de lærer tvært imod Loven og deres Embedsed, mens Menig­ hederne er bundne til dem som til eneberettigede Lærere, og Menighederne bliver straffede, naar de søger Opbyggelse andetsteds. Dette Synspunkt maa man have for Øje, naar man vil dømme retfærdigt om den kirkelige Kamp, Grundtvig kom til at føre i 1825 . Som før fortalt, havde han arbejdet paa et Forsvars­ skrift for Kristendommen, der ikke vilde føje sig for ham, og det var blandt andet, fordi han savnede et fast, urokke­ ligt, for alle vitterligt og af alle anerkendt Udtryk for, hvad Kristendom er. Søgte han et saadant i Bibelen, satte hans rationalistiske Modstandere deres Fortolkninger mod hans; og fandt han et bestemt Udtryk for sin Tro i et Bibelsted, vilde de kunne komme med et andet som Udtryk for deres. Saa læste, grublede, bad og græd han og ledte med Smerte efter det uimodsigelige Udtryk for, hvad der er Kri­ stentro til Salighed, indtil det blev ham klart, at al vor Tale