NFSGrundtvig_1923

100

sig Bibelens Lære, men i Virkeligheden bortfortolkede dens Kærne, var at fremhæve Trosbekendelsen som Salighedsvil- kaaret i Vorherres Jesu Kristi Menighed. I Troen paa, at det var Vorherres Vilje, at det skulde være saaledes, bestyrkedes han ved en Drøm, han paa den Tid havde. Det forekom ham, at han spillede Skak, og at hans Modstander havde bragt ham saa vidt, at Udfaldet afhang af et eneste Træk. Paa samme Tid, dette blev ham klart, saa han, at hans Modstander var Djævelen; og nu turde han ikke trække. Men da stod der bag ved ham en lys Skik­ kelse, der pegede paa en Brik, som han da trak, og derved vandt han Spillet. » G r u n d t v i g s m a g e l ø s e O p d a g e l s e « har man baade for Alvor og i Spot kaldt denne Opfattelse af Menighe­ dens Trosbekendelse ved Daaben. Selv blev han, som Aarene gik, mere og mere sikker paa, at han ved sin Betragtning af Trosbekendelsen som Salighedsvilkaaret ikke alene var i Over­ ensstemmelse med Morten Luther, der i sin lille Katekismus ikke blot betegner den som »Troen«, men vil have den be­ kendt af kristne Mennesker baade Morgen og Aften; men han mente sig ogsaa i god Overensstemmelse med det nye Testamente, hvis Hovedforfattere efter hans Opfattelse klarlig forudsætter et saadant Ord, ældre end de hellige Skrifter (Rom. 10, 6— 7 ; 2 det Thess. 2, 15 ; 2 det Tim. 3 , 14 — 17 ; Peders første Brev helt igennem; Joh. 3 , 5 ; 1 ste Joh. 2 , 20 ). Af de bevarede Opskrifter til Grundtvigs Prædikener synes det at fremgaa, at det var i den sidste Uge af Juli Maaned 1825 , han gjorde den store »Opdagelse«. Og fra den Stund ønskede han, at en af Rationalismens Ordførere vilde træde frem, saa han kunde møde ham i Kamp ud fra dette Standpunkt. Han skulde ikke vente længe; thi den 20 . August udgav Universitetets yngste teologiske Professor, Stiftsprovst Clau- sens Søn, H. N. C 1 a u s e n et omfangsrigt (844 Sider) Skrift: » K a t o l i c i s m e n s o g P r o t e s t a n t i s m e n s K i r k e ­ f o r f a t n i n g , Læ r e o g R i t u s « , som Grundtvig følte sig forpligtet til at angribe, baade af Hensyn til Forfatte­ rens Personlighed og af Hensyn til Bogens Indhold. Professor H. N. C l a u s e n ( 1793 — 1877 ) var en højst tiltalende Personlighed: en fin Skikkelse med en værdig og smuk Optræden, en smagfuld om end lidt kølig Fremstilling. Han var blandt de teologiske Professorer den, der havde