NFSGrundtvig_1923

102

henhører til de apostoliske Øjenvidner; at de fire evangeliske Beretninger kun med Vanskelighed lader sig bringe i krono­ logisk Harmoni, hvor meget bliver vaklende, ja endog man­ gen aabenbar Forskellighed og Modsigelser bliver tilbage; at den langt overvejende dogmatiske Del af vore hellige Bøger har den af Apostelene til Forfatter, der ikke med egne Øjne havde set eller med egne Øren hørt sin Lærer og Mester; naar vi betænker, at det dogmatiske og moralske, det egent­ lige og det allegorisk uegentlige, det bogstavelige og det bil­ ledlige, det almengyldige og det lokale og temporelle, det kristelige og det jødiske helt igennem er blandet med hinan­ den; at Apostlenes Individualitet umiskendelig skinner igen­ nem ved Behandling af de kristelige Dogmer og allerede giver os Billedet paa den teologiske Forskellighed, som siden har karakteriseret den kristelige Kirke; at det kun ved filo­ logisk Lærdom og filosofisk Kritik bliver muligt at udfylde det manglende, oplyse det dunkle, bestemme det vage og bringe den højere Enhed til Veje mellem de forskellige Lære­ typer og Forestillingsmaader; naar vi endelig betænker, at Beviset for de hellige Bøgers Avtenti (Ægthed) ikke lader sig føre paa anden Maade end for enhver anden Bog; at dette Bevis ved flere af dem ikke fører os videre end til en højere eller mindre Grad af Sandsynlighed; at selv Teksten i disse Bøger ikke har undgaaet den Skæbne, enhver anden Bog i Tidens Løb er underkastet, og at den bibelske Kritik og Hermenevtik opviser Problemer, som næppe nogen Sinde vil ophøre at være Stridspunkter i den kristelige Verden — da paatvinger sig her en Sandhed, som aabner os dybe Blik i Guds Husholdning i sin Kirke . . . . at Skriften er beregnet paa Væsener, som har, og som bruger Fornuftens Lys: ved historisk Kritik skal dens Ægthed bevises, ved filosofisk Kritik dens Indhold prøves og udvikles; og først ved dens videnskabelige Behandling kommer der Enhed og Holdning, Lys og Klarhed ind i Lærens Mangfoldighed.« Af andre Enkeltheder i det Clausen’ske Skrift kan frem­ hæves, at han angriber Talen om »Forsoning«, fordi Forso­ ning forudsætter Vrede, sanselig Affekt hos det højeste Væ­ sen, og Tilregnelse af fremmed Fortjeneste er det samme som Uretfærdighed; at han forklarer Begrebet Synd som Ufuldkommenhed; Tro som det dydige Sindelag, hvoraf gode Gerninger udspringer — saaledes tilegner han sig Ordet om Retfærdighed og Tro. Han retter stærke Angreb paa Luther

Made with