NFSGrundtvig_1923

109 paalagde ham: bekæmpet falsk Lærdom. Derfor maatte Retten enten afvise Sagen eller ogsaa optage det Spørgsmaal til Forhandling, om Clausens Lærdom ikke maatte siges at være falsk i Henhold til den danske Kirkes symbolske Bøger. — Da Retten erklærede sig kompetent til at paadømme Sagen angaaende Fornærmelserne, men inkompetent til at dømme om Lærdommen, der jo ogsaa efter Biskoppernes Hyrdebrev maatte anses for god Kirkelære, saa fremkom Grundtvig ikke med noget Forsvarsindlæg — det havde jo aldrig været ham om at gøre at komme Clausen borgerlig eller personlig til Livs. Han blev derfor dømt efter Clau­ sens Paastand: Han skulde betale i Bøde 100 Rigsdaler, betale Sagsomkostninger og i sit øvrige Liv være under Censur. En af Dommerne i Retten, Etatsraad N. M. S p a n d e t , erklærede imidlertid, at Grundtvigs Ord efter hans Mening var brugte med fuld Føje; og J. C. L in db er g erklærede paa Prent, at da Landets ni Biskopper delte Mening med Clausen, saa var de falske Lærere til Hobe. Der blev intet foretaget mod Spandet og Lindberg, der begge var Embedsmænd, og det saa derfor snarest ud til, at Rettens Ord var kendte »døde og magtesløse«, hvad den havde dømt Grundtvigs til at være. Inden Dommen var falden, havde Grundtvig ophørt at være Præst i Statskirken. Han havde hele Tiden været trykket af Præsternes Forpligtelse til at vie fraskilte og af, at han skulde tage aabenbart uværdige til Alters, og mens Injuriesagen stod paa, var han meget forpint af, at det, han ifølge sin Embedsed havde følt sig forpligtet til, skulde regnes ham til borgerlig Brøde. Som sædvanlig gav hans nedtrykte Sindsstemning sig Udtryk i Sang. Blandt hans utrykte Papirer fandtes efter hans Død et Par Vers hid­ rørende fra den Tid med Overskrift » Mø r k e U d s i g t e r « :

»Fjender fnyse, Farer true, snart maaske jeg har ej mer Mæle under Kirkebue,. Fugl i Haand med V ingefjer; dog mens Pen jeg har og Tunge, frit jeg mæle vil og sjunge, Guds og Kongens Love tro.