NFSGrundtvig_1923

110

Skal nu Munden som forvoven dømmes til a tie kvær, saa for Gud og Kongeloven lyne maa ej Ordets Sværd, da, Farvel, I danske Bøge! Andet Hjem maa Skjalden søge, Guds og Kongens Love tro.«

Det ses heraf, at han ikke alene har tænkt paa Em­ bedsnedlæggelse, men paa Landflygtighed; og dog kom det første maaske, før han den Gang ventede. Han havde glædet sig meget til en Fest for Ansgar i Tusindaaret efter hans Komme til Danmark. Til denne Fest havde han givet Stødet, og Kancelliet havde udstedt en for­ standig Befaling om, at man paa første Pinsedag skulde drage Mindet frem om Ansgar og den Velsignelse, Gud gen­ nem ham og hans Efterfølgere nu i Tusinde Aar havde ladet tilflyde Danmark, men at det overlodes til enhver Præst selv efter Stedets Lejlighed at gøre Dagen til en Højtidsdag, ligesom ogsaa Valg af Salmer overlodes til Præsterne. Dette sidste forstod Grundtvig saaledes, at han selv maatte have Lov til at digte Salmer til Højtiden, og han udgav derfor et Hæfte » D a n s k e H ø j t i d s s a l m e r t i l T u s i n d a a r s - f e s t e n « , der indeholdt en Fornyelse af den Salme, der vistnok er den ældste af dem, der er opbevarede i vort Sprog: »Den signede Dag med Fryd vi ser«, samt hans egne to: »Tusind Aar stod Kristi Kirke« og »Klar op i Sky«. Tillige skrev han til Festen » K o n g H a r a l d og A n s g a r , R i m b l a d e a f D a n m a r k s K i r k e b o g t i l J u b e 1 a a r e t«. Men aldrig saa snart var Salmeheftet ud­ kommet, før han fik Brev fra Stiftsprovst Clausen, at ingen Præst ved Gudstjenesten maatte lade afsynge andre Salmer end dem, der stod i Salmebogen. Grundtvig svarede herpaa med en skarp og spydig Protest; men Clausen udvirkede en Kancelliresolution, der forbød Brugen af Grundtvigs Salmer ved Højtiden. Det var Draaben, der fik Bægeret til at løbe over for den haardt tyngede Mand. Han gik nu til Kongen, og — som han skriver til Ingemann — : »Jeg følte Mod og Besindighed til at sige, hvad jeg kunde (om hvordan en kristen Præsts Stilling er nutildags), og han optog det meget, ja vidunderlig venligt, men vedkendte sig paa det bestemteste Fjendernes Synsmaade for mit Kirkeforsvar og Injuriesagen, og nu var jeg intet Øjeblik tvivlsom om, hvad jeg skulde gøre, kunde saa meget mindre være det, som Bandsætteisen

Made with