NFSGrundtvig_1923

118

Det er vor Hjælp i Nød, vor Trøst i Liv og Død. — O, Gud, i hvor det gaar, lad dog, mens Verden staar, det i vor Æ t nedarves!« Som om det ikke var ham, der i sit 85 de Aar skrev: »Bog over Bøger, vor hellige Skrift, ej skal du glemmes i Sangen: Mindet for Slægten om O rdets Bedrift, Vidne fra Tid forbigangen, skænket Guds Folk til Opmuntring og Trøst, naar de undvære maa Seernes Røst — Guds Engle til Skyen dig løfte!« Med sin gamle Modstander Clausen kom Grundtvig en Snes Aar efter til at arbejde sammen i Bestyrelsen for Rød­ ding Højskole; og i 1848 , da alle gode danske Mænd mød­ tes, mødtes ogsaa disse to. Imidlertid kunde Clausen ikke undlade i en Bog, han udgav 1859 : » D e t e v a n g e l i s k e K i r k e l i v s N u t i d o g F r e m t i d « , at lade nogle Bit­ terheder mod Grundtvig løbe i Pennen. Jeg husker godt, at da jeg en Gang i Vinteren 1859—60 var inde hos Grundtvig, sad han og læste i denne; og derpaa sagde han: »Det har i den Glæde, jeg for øvrigt har haft af denne Bog, gjort mig saa ondt af den at se, at Clausens gamle Nag til mig er lige frisk; jeg troede dog, at 1848 havde udslettet det.« At Grundtvig ellers kunde glæde sig over Bogen, laa i, at det af den fremgik, at dens Forfatter havde gennemgaaet en Udvikling i Retning af fuldere og dybere Tilegnelse af positiv Kristendom. Bogen er ogsaa, siger Forfatteren, skreven, »efter at han i vaandefulde Solhvervs Nætter med klar og fuld Bevidsthed havde afsluttet med Livet her nede for med hele sin Sjæl at klynge sig til Evangeliets Trøst«. — Vi, der var til Stede i Frelsers Kirke den Dag, Grundtvig blev jordfæstet, glædede os ogsaa, da vi saa Professor Clau­ sens lille, fine Skikkelse bevæge sig op ad Kirkegulvet og saa ham tage Plads blandt Præsterne i Koret ved Siden af Biskop Martensen.