NFSGrundtvig_1923

120

land, der gav Englænderne selv Stødet til et Studium af deres egen Oldtidsliteratur. Grundtvig har fortalt, at en Gang i Aaret 1828 , da han efter at have nedlagt sit Præsteembede paa en Maade stod ledig paa Torvet, spurgte Kong Frederik den Sjette ham, hvad han bestilte, hvortil han svarede: »Ingen Ting, Deres Majestæt, og jeg veed ikke noget at gøre for Øjeblikket, med mindre det maatte behage Majestæten at lade mig rejse til England og nærmere undersøge de angelsaksiske Haandskrifter, som er af megen Vigtighed ogsaa for Oplysning af Danmarks Oldtid, men er aldeles foragtet i deres Hjemstavn.« Kon­ gen greb disse Ord med levende Deltagelse og beklagede blot, at Rejseunderstøttelserne for dette Aar allerede var bort­ givne, hvortil Grundtvig sagde, at i hans Alder var man ikke saa opsat paa Udenlandsrejser, at man ikke kunde vente et Aar. I 1829 fik han saa Understøttelsen og rejste til England. Han havde forsynet sig med Anbefalinger til engelske lærde fra Mænd her hjemme, hvis Navne var kendte i England. Saaledes havde hans Ungdomsven C. Molbech, hans fordums Modstander H. C. Ørsted anbefalet ham til forskellige ind­ flydelsesrige Mænd, for hvilke Anbefalinger han takkede i varme Ord. Men hvor venligt end de lærde tog imod ham, saa fandt han til at begynde med ingen Forstaaelse hos dem for sin Begejstring for Angelsakserne; Kultur og Civilisation var begyndt i England 1066 , da Normannerne blev Herrer i Landet, mente de alle. Og naar Grundtvig »med barbarisk Veltalenhed udbredte sig over den angelsaksiske Literaturs Skønhed og ulykkelige Skæbne, var et medlidende Smil over hans slette Smag alt det Svar, han fik«. »Dette,« siger han, »ærgrede mig naturligvis, ikke blot for Sagens, men især for min egen Skyld, og jeg benyttede mig da paa det grusomste af vedkommendes Ubekendtskab med, hvad de fordømte, til at drille dem med den store Selvfornægtelse, de viste ved at overlade os det nye Evropas historiske og poetiske Dron­ ning med hele den verdenshistoriske Navnkundighed, vi Danske som hendes vel svage, men trofaste Riddere var sikre nok paa at vinde, men vilde af naturlig Beskedenhed gerne delt med vore højbaarne og glimrende Frænder paa Angulsøen,, der unægtelig havde nærmest Krav paa Æren.« — Dette synes at have virket; thi da Grundtvig i 1830 an