NFSGrundtvig_1923

9 og Anna Katrine, til de to Præster N. E. Balle og H. C. From. Ved deres Bryllup forrettede han selv Præstetjenesten, og hans yngste Søn Kristian, der var hans Kapellan, gjorde Tjeneste som Degn, medens de to andre Sønner: Jørgen Grundtvig, der var Præst paa Sejerø, og Johan Grundtvig, Præst paa Sjællands Odde, var Forlovere. Denne sidste, J o h a n G r u n d t v i g , født 1734, der blev Kapellan i Egebjerg 1760, Præst paa Odden 1766, i Udby og Ørslev ved Vordingborg 1776 og døde 1813, er vor Grundt­ vigs Fader: »Hans Levned var ærbart og stille, han var ærlig i Ord og retskaffen i Gerning, bekendte aabenbarlig Troen paa Guds hellige Ord og den korsfæstede i det halve Hundredaar, han gennemvandrede som Ordets Tjener — hemmeligt og aabenbart spottet for hans enfoldige og gam­ meldags Tro. I Fattigdom og Trængsel slog han sin Lid til Gud, retsindig underviste han gamle og unge, straffede formanede og trøstede med det sande, det stærke Guds Ord. Han erkendte ydmygelig sin Ringhed og udbrød af Hjertens Fylde: »Ikke os, Herre, ikke os, men dit Navn Ære. Dig hører Æ ren til, men os vore Ansigters Blusel!« Det var Sønnens Vidnesbyrd om ham i Ligtalen. Og i 1866, da denne Søn selv var bleven en Olding paa 83 Aar, sagde han om sin Fader i en Prædiken: »Jeg havde en gammel Fader, der var Præst i over 50 Aar og alle sine Dage bevarede Barnetroen, som vi alle ved Daaben bekender, og han var en af de faa, som sørgede over den rædsomme Vantro, der i hans Tid under Navn af Oplysning oversvømmede Verden, saa han havde Ret til at vente det Eftermæle, som han ønskede sig, og som jeg stræbte at give ham med Apostelen Pauli Ord: »Dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi har vandret gennem Verden i gudelig Enfoldighed og Oprigtighed, ikke med kødelig Visdom, men med Guds Naade.« 1810 sendte han Faderen sin Dimisprædiken med en Tilegnelse, hvori det om denne hedder:

»Hans nok og alt var Jesu Kristi Tro, dog blev han ej i Gerningen til Skamme; for ham var Tro og Gerning aldrig to, thi Livet lyste af den indre Flamme. O, gid enhver, som spotter frækt med Tro, hans Idræt skued og den høje Ro, hvormed han Livets Aftenbøn kan holde.«