NFSGrundtvig_1923

10 Og i 1844 skrev han efter et Besøg ved sin Faders Grav: »En troende Taler var Fader Johan,

en glødende Kæmpe i luthersk Forstand, med Øre for Salmer, som Kingoer sjunge, med Barnet i Hjerte og Skriften paa Tunge, paa Gerninger gode saa rige var faa, thi ingen var bedre end han mod de smaa; og hvordan her nede han gjorde sin Bøn, det h a n vil forklare, som saa det i Løn.«

Men har end Grundtvig meget af sin Kæmpenatur efter sin Farfar og Bogormenaturen efter sin Fader, der i høj Grad var et Studerekammer-Menneske, saa lignede han dog mest M o d e r e n , K a t r i n e M a r i e B a n g , født 1748 , Dat­ ter af kongelig Godsinspektør, Kammerraad Niels Kristian Bang, der — har man ment — hørte til en Gren af de mæg­ tige Hviders Slægt, som i Middelalderen havde saa meget at sige her i Danmark, og som i Absalon skænkede vort Folk maaske dets største Personlighed. — Grundtvigs Moder var en klog og viljestærk Kvinde med stor Kærlighed til sin Mand og sine Børn, venlig og. jævn mod alle, med en aaben og kærlig Haand over for Fattigfolk, dygtig til at styre sit Hus og opdrage sine Børn, en fintfølende og dannet Kvinde. Men hun var fast i sine Beslutninger indtil Stædighed. En Gang i Høstens Tid, er der fortalt, havde hun besluttet, at Folkene skulde i Haven, men Avlskarlen forestillede hende, at det saa ud til Regn, og at det vist var bedst at køre Rugen hjem, og han kom til at anføre, at Degnens var i Færd med at hente deres Rug. »Aa! hvad bryder vi os om, hvad Degnens gør!« svarede hun. Men det blev Regn i 14 Dage, og Præstens Rug blev fordærvet. — Hun var bleg og svagelig og fik af sin Broder, den bekendte Læge F. L. Bang, det Raad, at hun skulde ryge Tobak, og uden at ænse, hvad Folk vilde sige, tog hun fat derpaa. Grundtvig har sikkert nok arvet mest af Moderens Natur, og hun var lige­ ledes den, der i hans Børneaar ubetinget var mest om ham og for ham. I Sommeren 1783 var N. E. Balle, der i dette Aar var bleven Sjællands Biskop, paa Visitats hos sin første Hustrus, Frederikke Severine Grundtvigs Broder i Udby. Og ved denne Lejlighed fandt et Optrin Sted, hvorom Grundtvig senere mindede sin Moder i et Digt fra 1815 :