NFSGrundtvig_1923

136 Et andet Eksempel paa hans Villighed til at være til Tjeneste med sin Sang har vi set, da P r o f e s s o r Ma r i ­ bo e opfordrede ham til at digte nogle Morgensange til hans Skole, som baade Jøder og Kristne kunde synge sammen. Ma- riboe vilde nødig have Jødebørnene udpegede blandt Kamme­ raterne som dem, der ikke kunde tage Del i Morgensangen, og han vilde lige saa nødig besvære deres eller deres For­ ældres Samvittigheder ved at lægge dem Jesu Navn i Mun­ den. Grundtvig skrev da for hans Skole de tre prægtige Sange, der sikkert er Morgensange i mangen dansk Skole den Dag i Dag: »Morgenhanen atter gol«, »Løft dig, Sjæl, paa Lysets Vinger« og »Udrundne er de gamle Dage«. Da P. R ø r d a m 1844 sammen med B a r o n e s s e S t a m p e p a a N y s ø vilde foranstalte en kristelig Høstfest i Præstøegnen, bad de Grundtvig om en Sang, og han skrev da en Sang paa Melodien: »Lovsynger Herren, den mægtige Konge med Ære«; men Rørdam sagde, den var svær, og bad om en anden, og Grundtvig skrev da den nu saa vel kendte: »Nu falmer Skoven trindt om Land«. Eftersom han rykkede fremad i Aarene, kom han ganske naturligt til at dvæle ved Alderdomstiden og Afskeden fra denne Verden. 1843 skrev han den uforlignelige: »At sige Verden ret Farvel«, og 1860 gav han os en af sine allerfineste Perler: »Som Dug paa slagne Enge«. 1861 kom: Køligt fal­ der Aftenduggen«. Og i hans allersidste Dage: »En liden Stund i Rosens Lund vi rødme kun og blegne, af Blomstens Art og med en Fart nedsunket snart er alt i disse Egne.« Tidligere havde han sunget om: »Vor Alderdoms Trøst og Støttestave«, men ogsaa om, at

»Alderdom paa denne Jord er det store Sorgens Ord.«

Ogsaa til Graven følger han sine Venner. Ved Grosserer J e n s H a r b o e s Grav ( 1824 ) sang han: »Her mødes alle Veje«, og ved Pastor R. F e n g e r s ( 1825 ): »Som Markens Blomst henvisner fage«. I Gravsange glemmer han imid-