NFSGrundtvig_1923

166

Men Dronningens og Grundtvigs fælles Ven P. Rørdam der var bleven Sognepræst i Mern, bad Grundtvig om at sende ham et Parti af de Sange, Grundtvig var brændt inde med: »dem med Katten«. Grundtvig ansaa den Gang den kongelige Enevælde i Forening med fuld Pressefrihed for den bedste Regerings­ form: »Kongehaand og Folkestemme, begge stærke, begge fri«, det var den Gang hans Løsen. Og han var en ivrig Lovtaler over den enevældige Konge i stærk Modsætning til det national-liberale Parti, der rejste en bitter Stemning mod Kongen, fordi han ikke vilde give en saakaldt »fri Forfat­ ning«. Denne Stemning kom paa en helt uhyggelig Maade til Orde den 22. Maj 1840: Kongeparrets Sølvbryllupsdag. Paa den Dag løb Linjeskibet »Kristian den Ottende« af Stabelen, det, der siden sprang i Luften ved Egernførde den 5. April 1849. — Grundtvig havde til Højtiden skrevet en Sang, hvori han siger, at Kongen og Dronningen er skæn­ kede os af Himlens Gud, og ønsker, at de maa trone i Vælde og blomstre med de danske Vange, som de paa Sølvbryllups­ dagen staar glade og blomstrende. Men Dagen var ikke saa solbeskinnet, som Sangen forudsætter; thi da Kongen og Dronningen fra Nyholm vendte tilbage til Amalienborg, var Pladsen vel saa fuld af Mennesker, saa Kongeparrets Vogn havde den største Møje med at komme frem ; men Mængdens Holdning var mørk og uvenlig. Kongen og Dronningen hil­ ste venligt til begge Sider, men til bedækkede Hoveder. Om Aftenen var der Balparé paa Slottet, mens Mængden udenfor haanende raabte: »Nu skal vi alle spare« — Kongens Ord til en af de mange Deputationer, der havde hjemsøgt ham. Sagtens var det denne Stemning i København, der gjorde, at Kongen den 28. Juni lod sig krone i Frederiksborg Slots­ kirke. Som Festskrift til Kroningen besørgede Grundtvig en lærd Tekstudgave af det angelsaksiske Digt »Føniksfuglen« med en fri Fordanskning og en poetisk »Efterklang«. Han skrev Festsang baade til Kroningen og Salvningen, en »Folke­ sang paa Kroningsdagen« og »Kongens Skaal«, »Dronningens Skaal« og »Holger Danskes Skaal«. I en af disse kommer hans Uvilje mod den saakaldte »Konstitution« for Dagen: »Det er kun Fjas at være Drot, hvor alle Mand vil raade; det er ej nemt at gøre godt, naar Vrag man slaar paa Naade.