NFSGrundtvig_1923

14 Hun sendte ham af og til Penge, mens han var uden Embede: 1815 en Gang 20 Rigsdaler, 1817 30 Rigsdaler og den 28. Januar 1818 30 Rigsdaler. Tit kom der fra hende Opmuntringer og gode Raad, som da Grundtvig næsten var træt af forgæves at søge Præstekald, skrev hun den 4. No­ vember 1815: »Da din Fader blev forflyttet til Odden, var det det 17de Kald, han havde søgt.« — Stor var hendes Glæde, da han 1821 var bleven Præst i Præstø, hvor hun boede i sin Enkestand: »De gladeste Følelser«, skriver hun den 9. Februar 1821, »og Tak til den algodeGud opsteg til hamfor store Godhed imod mig og mine, som jeg aldrig her i Livet eller hisset kan nok takke den almægtige Gud og Fader for.« Der var i Præstegaarden en gammel værkbruden Kvinde, der havde været Barnepige saa vel for hans 6 Søskende som for ham ; hende betegner han som sin »Sprogmesterinde« og mener, at han skylder hende mange af de fyndige Ord­ sprog og Talemaader, han var i Nød for, men fandt frem for sin Erindring, da han var i Arbejde med at oversætte Sakses mange latinske Fyndsprog og Sentenser paa Dansk, ligesom han ogsaa mener, at det er hende, der fremfor nogen har bidraget til at vække den Kærlighed til vore gamle Salmer, der alt spores hos ham i Børneaarene og senere i saa høj Grad udmærkede ham, og derigennem skærpet hans Øre, saa han selv kunde blive en Salmesanger for sit Folk, og givet ham en Maalestok for, hvad han som saadan maatte naa til. I Digtet » N y a a r s m o r g e n « taler han herom saaledes:

En Pusling fuldliden det var jeg dengang, har aldrig dog siden hørt Mage til Sang. Og saa maa jeg røre med Salmen et Bryst, at Tonen jeg høre kan atter med Lyst.

Den Tone, den Stemme kan Manden ej glemme, om end han blev hundrede Aar.