NFSGrundtvig_1923

181 Lysthus, hvorfra der var en vid og dejlig Udsigt til alle Sider. Der sad de, og Grundtvig spurgte da Busck: »Har du Pen og Blæk?« hvortil Busck svarede Ja. »Sæt dig da hen,« sagde Grundtvig, »og skriv, hvad jeg siger dig til.« Og saa sagde han, som Busck skrev: »Sov sødt, Barnlille, saa skal om din Daab med Saligheds Haab sig Mindet i Barmen rodfæste .. Og nu var det, som Tungsindet var blæst bort med det samme. Sangen »Sov sødt, Barnlille«, hører til det smukkeste, Grundtvig har skrevet, og overhovedet maa der gives ham Ret i, at han i mange Aar ikke har været Digter, som han var det under og efter den store Anfægtelsens Krise i Foraaret 1844. Vi kan fra Aarets første Halvdel nævne for­ uden Mindesangen om Thorvaldsen og Vuggevisen, Sangene ved hans Faders, Moders og Søsters Grave, det mærkelige Digt » Ve d m i n e g e n G r a v « : lig rolig og stille, sov sødelig, sov, som Fuglen i Skov, som Blomsterne blunder i Enge! Gud Fader har sagt: Staar, Engle, paa Vagt, hvor mine de smaa er i Senge! Med Fingrene grande slaa Kors for din Pande, med Gudsbarnets Røst slaa Kors for dit Bryst. saa kan ingen Djævel dig gæste;

slog ind paa gamle Vej. Paa Herrens egne Ord ved Kirkens Bad og Bord i Jesu Navn udvalgt at tro og haabe alt, og i hans Kirke Skød at trodse Synd og Død, og i hans Vennelag

»En Træl af Kød og Blod og tiggerarm paa Mod, en Kæmpe dog i Færd sig hviler trøstig her i K raft af Barnedaab med Herlighedens Haab. Faa levede saa frit og virkede saa bundet, og sjælden for saa vidt, blev Døden overvundet, fordi man længe ej

at vente paa hans Dag med Evighedens Krans med Kærlighedens Glans.« Et dejligt lyrisk Digt » S k o v h u s e t « hidrører ogsaa fra det første Halvaar af 1844. Grundtvig kunde derefter, glad og trøstet, rejse op ^i Nordsjællands yndige Egne. I Hillerød glædede han sig ved at høre Nattergalen Aften, Midnat og Morgen, og skil­ drede den dejlige Sommernat i sit skønne Digt: