NFSGrundtvig_1923

193 Menneskelivet. I Digtet » B ø r s e n « taler han om, hvordan det kunde synes, at dette Hermestempel, hvorpaa dog Nor­ dens Kæmpeaand med Kong Kristians Haand havde sat sit Stempel, var viet til Undergang. Han veed imidlertid et Ord, som kan gøre lyst, naar det lyder ret fra oven og finder Genklang fra neden, og det er Ordet F r i h e d ,

»Frihed til i Magtens Skygge rask med Haand og Mund at bygge — det er Folkelivets Sjæl.«

I September 1844 udgav Grundtvig de Foredrag over græske og nordiske Myter, som han havde sluttet i For- aaret. »B r a g e s n a k« kaldte han Bogen, som han tilegnede Dronningen med et Digt, der sikkert er det smukkeste af de mange, han har skrevet til hende. Saa kom der endelig Brev fra hende, dateret Boller (ved Horsens) den 26. Sep­ tember. Deri siger hun, at hun havde tænkt ikke at skrive til ham, da hun har en Dadel paa Hjertet, som hun helst vilde udtale mundtlig; men efter at have modtaget Mytebogen maa hun sige ham hjertelig Tak. — Hendes Utilfredshed med ham var naturligvis grundet paa hans Rejse til Skam- lingsbanke og paa Talen, han der havde holdt, som hun fandt under hans Værdighed, hvem Vorherre i saa mange Henseender havde været saa mageløs gavmild imod, som kunde være en Klippe i Kirken og burde være et Lys, der skinner paa Bjerget. Han kan maaske som Digter og mulig som Historiker undskylde denne Rejse og denne Tale, men som Herrens Tjener kan han ikke, og hun er vis paa, at Vorherre ikke billiger hans Adfærd, der har bragt hende til at sande, hvad han tidligere har sagt om sig selv: at der endnu var megen Hedenskab hos ham. Hun ender dette uforbeholdne Brev med at udtale sin Glæde over, at han har følt sig saa vel paa Tuborg, og med at meddele, at hun kommer hjem den 8. Oktober og haaber da at se ham. Inden Dronningen kom hjem, havde dog Grundtvig sagt » F a r v e l t i l T u b o r g « , hvori det hedder:

»Aarstiden vel som Skjalden ældes, Sommer i Vang som hans forgik, Solen af Skyer overvældes, blinker kun mildt et Øjeblik;

13

R osendal: N. F. S. Grundtvig.