NFSGrundtvig_1923

194

Blomsten visner, og Løvet falder, Dagen stækkes, og Vintren kalder, skænker hver Fugl en Dvaledrik. Skjalden med Hu til Vinterdvale, Skjalden med Gru for Frost og Kuld nynner: Farvel, I Sommersale, Have og Lund saa skyggefuld! Ak, Farvel, I Sommerfugle! Ungdomsdrømme, som G raahaar skjule, laane dem Lød og G lans af Guld. Pludselig, mens Farvellet klinger ud over Hav og op i Sky, Drømmenes Hær paa Fuglevinger flokker om Skjalden sig paa ny: Haven blomstrer, og Skoven praler, gennemtonet af Nattergaler som i Skærsommers Morgengry. Villigt de følger ham til Byen, gør ej en Gang en Mine sur, skal uden Gru for Vinterhyen flagre med Sang i Dronningbur, kvidrer aarie og kvidrer silde om den Sommer paa Tuborglille, H avfruen fin bag Borgemur.«

Den 11. Oktober meldte Dronningen sin Hjemkomst og indbød i de venligste Ord Grundtvig til at besøge sig den 16de. Han svarede herpaa: »Paa Onsdag skal jeg, om Gud vil, have den Glæde atter at se Majestæten og høre, at skønt Ordsproget siger: Saa mange Hoveder, saa mange Sind, kan H jerterne dog godt stemme overens, fordi Hovederne ikke kan faas under een H a t . ---------------Det raa, kolde Vejr drev mig fra Tuborg i denne Maaneds Begyndelse, men endnu i Slutningen af September oplevede jeg nogle saa yndige Dage, at de vilde været nok til at gøre mig Opholdet uforglemmeligt. — Tilfældigvis, som Verden siger, men ved en besynderlig Til­ skikkelse, som troende føler, kom jeg i Sommerens Løb til at oplyse en lille norsk Pige, som hendes Fader, Rektoren i Frederikshald, ønskede konfirmeret af mig, og skønt jeg gik nødig d e r t i l --------------, har jeg sjælden eller aldrig kunnet tale til en ung om de Ting, der hører til Guds Rige, med saa megen Friskhed og Inderlighed som der. — Den uventede Lejlighed, som Opholdet paa Lille Tuborg aabnede mig til en glædelig Embedsgerning, er mig ogsaa et haandfaaet Pant