NFSGrundtvig_1923

28

paa de velkendte Eksamensspørgsmaal indbanke af Manuduk­ tører, og det med saa megen Frugt, at han allerede 1803 kunde tage teologisk Embedseksamen med første Karakter. Hans akademiske Løbebane endte uden Aand og uden Tro. Noget havde han imidlertid oplevet i sin Studentertid. Det engelske Angreb paa København og den hæderlige Kamp den 2. April 1801 havde kun en forbigaaende Indflydelse paa ham; men i det Studenterkorps, som blev dannet under Indtrykket af den truende Fare, traf Grundtvig sammen med en ung juridisk Student fra Bornholm, P e t e r N i k o l a j S k o v g a a r d , og Bekendtskabet med denne, som han kaldte sin »tidligere Ungdoms eneste Ven«, blev følgerigt for Grundt­ vig. Skovgaard var en videnskabeligt anlagt Natur, der alle­ rede havde saa omfattende historiske Kundskaber, at Grundt­ vig, der i Aarhus var bleven haanet for sin historiske Viden og selv havde skammet sig over den, nu lærte at skamme sig over sin Uvidenhed. Han vakte Grundtvigs Interesse for vore historiske Kildeskrifter, Sakse, Snorre og de andre is­ landske Sagaer, Bøger, som Grundtvig kun kendte af Navn, men hvor Skovgaard bevægede sig som i sin Hjemstavn. Skovgaard var ham en »Napoleon i Bogverdenen«, og — siger han — »aldrig har jeg beundret noget Menneske, som jeg beundrede ham; og hans Bekendtskab maa jeg da ikke blot takke for mit forholdsvis tidlige Bekendtskab med Nordens Oldtid, men i det hele for den levende Følelse: at uden for Eksamenskredsen laa der en Verden af Kundskaber, som det godt lønnede sig Umagen at berejse. Derved var jeg reddet fra en Dovenskabs og Kedsommeligheds Afgrund, hvori Skole- fukseri og Eksamensslendrian paa et hængende H aar nær havde styrtet mig.« Det var ogsaa i Grundtvigs Studenteraar, han ved sin Fætters, Henrik Steffens’ Hjælp fik det Møde med den tyske Romantik, der blev saa følgerigt for ham. Denne Retning vil, som det er sagt, kæmpe mod den Filisteragtighed og Spidsborgerlighed, der kun tager Sigte paa det nyttige; mod den Snusfornuft, der kun vil erkende, hvad den kan tage og føle paa; mod den Middelmaadighed, der er født Fjende af alt højere. Derfor hævder den i Digt­ ningen Fantasiens Ret, fremhæver Eventyr og Sagn, sværmer for Midalderen, denne sælsomme Tid med de store Skygger og det stærke Lys, de vældige Lidenskaber og de store Op­ ofrelser.