NFSGrundtvig_1923

30

Ved mange Lejligheder har Grundtvig udtalt sig om, hvad Steffens var for ham. I sin D a g b o g fra 31. December 1806 siger han, at Steffens vakte ham af hans vaagne Slummer. — Og i Ve r - d e n s k r ø n i k e n a f 1 8 1 2 hedder det, at der efter 1801 »lød en kraftig Røst, der forkyndte Tidens Vanart. Henrik Steffens . . . . kom til Moderlandet og opslog sin Lærestol paa den halvvaagne Højskole og førte i Sandhed ej søvnig Tale. Nysgerrige Ungersvende flokkedes om ham, og vel forstod kun faa noget sammenhængende af hans med mange Kunst­ ord udstafferede Tale; men det var godt at forstaa, at han lod haant om den Oplysning, der hidtil var udbasuneret, at han talte med en forbavsende Ærbødighed om Kristus og hans guddommelige Rang, at han haanede den danske Læse­ verdens Afguder, Kotzebue og Lafontaine, at han priste Shakespeare og Goethe som ganske anderledes Digtere end den Flok, man nævnte saa; og dette var godt. Han kom og svandt som et Luftsyn; og det var ogsaa godt; ellers havde han forrykket mange H jerner. Nu vakte han kun Eftertanke, og mangt et Frøkorn, som han udsaaede, er vist i Stilhed groet op til at bære en god og velsignet Frugt. S tef­ fens gjorde mig opmærksom paa, at Historien har noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af, hvad han sagde; men Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus som deres Midt­ punkt var dog kommen i min Sjæl; og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære Schiller.« Endvidere har han sagt, at Steffens brød Isen til alt, det poetiske, han havde oplevet. Ganske vist havde han, før han hørte Steffens, forsøgt sig som Digter i den foregaaende Tids Smag; han havde forsøgt at skrive komiske Fortællinger, hvori han efterlignede Wessel, Baggesen og T. C. Brun; han havde skrevet Viser til Pris for »Pigen«, »Vennen« og »Glas­ set«; ja, han havde endog skrevet en Komedie — nærmest en Satire over de nye Seminarister — , som han indleverede til det kongelige Teater, men fik forkastet. Efter at han havde hørt Steffens, slog han ind paa en ny Retning: den historiske Fortælling og den historiske Tragedie; men det egentlige poetiske Gennembrud skete ikke endnu. Han maatte opleve mere, før det kom.