NFSGrundtvig_1923

38 ham, saa vi føler med Pavlus, at det var langt bedre at fare her fra og være med Herren. B ø n n e r n e i vort Ritual kan godt trænge til Forbedring, men kun en sand Digter, der veed at forherlige Poesiens Flamme ved Religionens hellige Ild, kan forandre dem til det bedre. Falder de i Hænderne paa Systematikere og Prosaister, vil vi enten se Skriftsprogene sanseløst sammenslyngede (Balle?), eller Mo­ ralens Kapitler afhandlede (P. O. Bojsen?), eller betydnings­ løs Sentimentalitet bejle til en Taare (Adler-Bastholm?), der ej kan udtrykke Længslen efter det evige, men kun Medynk med Tilværelsens Usselhed i sin skønneste Form. Det er en Selvfølge, at den vordende Salmedigter maatte udtale sig stærkt mod den udvandede Prosa i den saakaldte evangelisk kristelige S a l m e b o g . Hvor meget rigtigt der end kan være i denne Afhand­ ling, saa Grundtvig dog snart selv ret kritisk paa den; den er jo ogsaa meget mere en gærende Ynglings Antydninger end en moden Mands Forslag. Og han bekender, at »Dig­ teren her var adskillige Aar forud for Mennesket«. Han havde nemlig ikke i sit eget Hjerte overvundet den Rationa­ lisme, han i Afhandlingen bekæmpede. Det var i Grunden kun en p o e t i s k Opvækkelse, han selv havde oplevet. Men en saadan var timedes ham: »Naadig lod Gud sig forbarme over mig usle og arme. Han mig det lærte med Smerte,

at jeg og havde et Hjerte, at jeg til Klogskab og Vid satte som Daare min Lid. Aanden oplukked sit Øje, saa sig paa Afgrundens Kant, stirred saa fast og saa nøje rundt om en Frelser og fandt — fandt, hvor det faldt, Gud overalt; fandt ham i Digterens Sang, fandt ham i Vismandens Ord, fandt ham i Myter fra Nord, fandt ham i Tidernes Gang. Synligst og vissest den dog fandt ham i Bøgernes Bog.«

Lige saa vel som Grundtvig ifølge sin Natur maatte ud­ tale sig om Tidens kirkelige Spørgsmaal, maatte han sige sin Mening om Spørgsmaal, der vedrørte andre Sider af det aandelige Liv. Derfor sendte han Rahbek en ny Afhandling