NFSGrundtvig_1923

42

»Solen er gangen til Hvile, Stjernerne lyser paa 0 , nu vil jeg gaa, jeg vil ile rask over Land, over Sø. Hisset fra Østen hører jeg Røsten Faderen kalder sin Søn. Hviskende Stemme kan jeg fornemme: Moderen kalder i Løn.«

Han rejste derfor i Juli over Lolland og Falster hjem til Udby. I Maribo mindedes hans Provst Blicher fra Guns- lev, som pludselig var død ved Landemodet 1805 og be­ gravet i Maribo. Fra Blicher gled Tanken let over paa hans Datter Elisabeth, Broderen i Torkildstrup og i det hele taget Vennekredsen der. Han maatte erkende: »Var i denne Kreds jeg blevet, gladere jeg havde levet, »Ja, han havde tabt den Ro, som følger med aandelig Død, og havde vundet den Uro, som er Livets uadskillelige Rejsefælle,« siger hans nyeste Biograf, Professor Rønning. I Hjemmet fandt han alt ved det gamle paa det nær, at hans Søster var død kort efter, at han rejste til Lange­ land. — Kort efter hans Tilbagekomst til Egelykke udbrød Kri­ gen, som naturligvis helt igennem gjorde Krav paa Grundt­ vigs Opmærksomhed. Hans Sorg over Hovedstadens Brand og Flaadens Tab blev vel endnu mere levende for ham ved, at han paa Tranekær, hvortil Familien for en Tid var flyttet, gjorde Bekendtskab med Peter Willemoes, der havde sit Kvarter der paa Slottet, og hvem han som bekendt har sat det skønneste Mindesmærke dels i Verset paa Willemoes’s og de andre Søheltes Grav paa Oddens Kirkegaard og dels i Sangen: »Kommer hid, I Piger smaa!« Krigen og Mødet med Willemoes havde for en kort Tid kaldt Grundtvig tilbage til Samtiden fra hans Arbejde med Nordens Oldtid; og en Efterretning, der kom i Slutningen af Vinteren, gjorde det igen. Man havde i København holdt offentlige Maskerader til Forargelse for mange, medens andre derfor klager jeg dog ej; mindre tabte jeg end vandt; thi min Gud igen jeg fandt paa den tornefulde Vej.«