NFSGrundtvig_1923

50

Irettesættelsen. Han var bleg og saa i høj Grad lidende ud, saa at Professor Hornemann gik hen og trøstede ham med, at ogsaa Langebek, vor store Historieforsker, havde faaet en Irettesættelse. Og Kancellipræsident Kaas lod ham vide, at baade han og Kongen mente, at Grundtvig havde Ret. Man kappedes i Elskværdighed over for ham, »alt sammen«, siger han, »fordi man troede, det var over denne latterlige Sag, jeg var nær ved at synke i Jorden.« Men der var noget helt andet i Vejen. Det var ikke just det, at han havde haft en Brevveksling med sine Forældre, der havde gjort stærkt Indtryk paa ham. Da Biskop Munter havde nægtet at indstille ham til at blive Faderens Kapellan, blev han halvvejs glad derved; thi han havde i Virkeligheden fortrudt, at han havde givet Løfte om at give Slip paa glimrende Udsigter i Hovedstaden for at blive Kapellan i Udby; og dette lagde han i etBrevtil Fader ingen Dølgsmaal paa. Men herover blev hans Moder vred og bebrejdede ham i stærke Ord »Utaknemmelighed, Ustadighed og det fejge Sindelag, der foretrækker Lyst for Pligt«. Og hertil svarede han, at han følte det som sit Kald gennem Videnskaben at virke til Faderens Forherligelse, og denne Gerning turde han ikke opgive for at opfylde endog en af sine kærestes Ønsker. Hans forpinte Udseende den Dag, han fik Irettesættelsen, stod i nærmere Forbindelse med et Par Oplevelser fra Ok­ tober og December 1810. Han havde faaet en uimodstaaelig Trang til at læse Historie og sad den 9. Oktober og læste i Kotzebues Prøj­ sens Historie, skønt han dybt foragtede baade Bogen og Manden. Han læste da følgende Ord af Kotzebue: »Omend- skønt Omvendelsesiver som Ild paa Stepperne greb selv Kongerne af Danmark og Norge, omendskønt fire af Polens Herskere stræbte at forplante den nye Tro, skønt Naboerne hyldede den, o g d e t v i s n e K o r s stadig rykkede nærmere til den grønne Eg, saa blev Prøjserne dog faste ved deres Fædres Tro.« Denne »Giftblomst« bragte Grundtvig til at kaste Bogen fra sig, og han blev greben af Nidkærhed og Kamplyst; han vilde tvinge dem i Knæ for det Kors, de haanligt kaldte »det visne«. Og der fulgte nu et Par Maaneder, hvori han gik i et »stille, stolt Sværmeri«, læste Bibelen, især Pro­ feterne, Luthers Skrifter, Kingos Salmer, studerede Kors-