NFSGrundtvig_1923

52 I disse hans stolte Sværmeris Dage var det, man vilde have ham slettet af Kandidatlisten; og ser man paa, hvilke Planer han havde, forstaar man, hvilket Indtryk Faren her­ for maatte gøre paa ham. Mange Aar efter (1828) skildrede han, hvordan han vaagnede i Gru, i Forfærdelse, ja i glødende Harme, da det ikke maatte være ham tilladt, naar han i Drømme besøgte den faldefærdige Kirke med sine Fædres Grave, at ofre den en Taare, »som«, siger han, »jeg mindes grant, randt uvilkaarlig og faldt paa Papiret, da i min Drøm­ meprædiken Øjet faldt paa disse. Denne Taare, den første ret fromme, jeg i mange Aar havde grædt, kunde jeg umulig angre, og nu efter 18 Aars Forløb, da kun den almægtige kan tælle Taarerne, der i disse Aar er rundne ned ad mine furede Kinder, nu er jeg lige saa langt fra at angre den; thi den blev Indgangen til disse.« Det synes at have været, mens han i sit »Sværmeris« Tid hengav sig til begejstret Læsning af Bibelen — især Davids Salmer — , at det hændte ham, som han paa sine gamle Dage fortalte saaledes: »Dette (Sværmerliv) endtes pludselig, da jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgs- maal: Er du selv en Kristen? og har du dine Synders For­ ladelse? — Samvittighedsspørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja som Klipper paa Hjertet. Da lukkede jeg alle Bø­ gerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte mig hjem til min gamle Fader . . . . Nu havde jeg netop Mod paa at blive Kapellan, naar blot Vorherre vilde antage mig til sit Ords Tjener.« — Dette Samvittighedsspørgsmaal: Er du selv en Kristen? voldte ham en Anfægtelse, der sluttelig gjorde ham helt sindssyg, saa hans trofaste Venner, Molbech, Dons, Sibbern og Hersleb, blev stærkt grebne deraf og maatte skiftes til at vaage over ham, ja, naar Anfaldene kom over ham, ligefrem kæmpe med ham, til han udmattet faldt tilbage i Sengen. Molbech har i et Brev til Fru Leth beskrevet hans Til­ stand saaledes: »En langvarig Anstrengelse og en til det yderste dreven Nattevaagen udholdt hans Konstitution ikke. En betydelig Nervesvækkelse blev Følgen af hine forsæt­ lige Brud paa hans svagelige Helbred, og en med hin Svag­ hed forenet dyb Grublen over Ideer, som Mennesket aldrig udtømmer, og hvis Dybde kun bliver rædsom for den, som vil styrte sig i Afgrunden i Steden for at hæve sig over den, gav ikke blot hans Tænkning en hel forandret Retning,