NFSGrundtvig_1923

53 men berøvede hans Aand en stor Del af dens Kraft, for­ styrrede hans Sindsro og nedsænkede ham i den mørkeste Tungsindighed- Jeg har set den ædle, som jeg elsker og agter saa højt, i den sørgeligste Tilstand, hvori jeg har set noget Menneske . . . . jeg maatte gyse ved at se en saadan Natur saaledes bøjet.« I det store Digt »N y a a r s - M o r g e n« har Grundtvig selv i et Tilbageblik paa sit Liv skrevet om denne Krise: »Jeg følte, at slaget af Marken, paa Fjæld,

af Skygger bedraget jeg raved i Kvæld; bortblæst var min Styrke,

og myrdet min Ro, det tordned i Mørke: Og havde du Tro til Bjerge at flytte, det kan ikke nytte, naar stenhaardt er Hjertet og koldt. Mig tyktes, at Staven,

var over mig brudt, til værre end Graven af Herren forskudt; mit Støv jeg foragted, min Sjæl var mig alt, jeg Døden betragted i aandig Gestalt,

med Døden i Hjerte jeg følte ej Smerte, men blegned og gøs for mig selv. Da lærte jeg arme i Midvinter sval,

at Lys uden Varme er Helvedes Kval; ej græde jeg kunde for Gud eller Ven, kun grue og grunde og grue igen;

jeg kæmpe mig vilde til Kærligheds Kilde, omskabe jeg vilde mig selv!«

Opmærksomme Læsere vil paa mange Steder i Grundt­ vigs Prædikener opdage Erindringer fra hine tunge Dage, og mellem hans utrykte Papirer findes mere end eet Blad med Vidnesbyrd derom. Hans Venner besluttede da — ogsaa efter hans eget