NFSGrundtvig_1923

54

Ønske — at faa ham hjem til Forældrene i Udby; og den 20. December forlod han København, ledsaget af Sibbern. Rejsen kunde den Gang ikke gøres paa een Dag, og den Nat, de tilbragte i en Kro undervejs, var meget streng for Grundt­ vig. Han følte, at han ikke kunde sove, og blev derfor oppe, efter at Sibbern var gaaet i Seng. Denne vaagnede om Natten og saa da Grundtvig knælende i et Hjørne af Stuen og hørte ham raabe til Gud i sin Nød. Han havde, for­ klarede han Sibbern, følt Djævelen som en Slange sno sig om hans Krop. Sibbern var stærkt bevæget og søgte at trøste ham; men det varede længe, inden han kunde faa ham til Sengs. Da de den næste Dag kom til Udby, og Sibbern havde givet Grundtvigs Fader Forklaring om hans Tilstand, udbrød denne: »Gud ske Lov! saa lider han af Anfægtelser-« Dem kendte han af egen Erfaring som Indøvelse i Korsets Ridder­ orden, som Dragelser fra Gud. Under Hjemmets Tag og i Samfundet med sine fromme Forældre kom Grundtvig meget snart til saa megen Ro og Fred. at han den 23. December kunde samle sig og skrive et Brev til sine Venner i København, der »gød en skøn Straale af Haab i deres Hjerter,« som Molbech siger. Allerede den 29. December var Grundtvig igen i Køben­ havn, hvor han paa Aarets sidste Dag indgav en Ansøgning til Kongen om, at han i Sagen angaaende hans Dimisprædiken maatte blive tiltalt og dømt efter Loven i Steden for at modtage en efter hans Mening ugrundet Tilrettevisning. Det blev ham ikke tilstaaet. Derimod fik hans Fader Embedet tilbage, som han havde søgt og faaet Afsked fra, og det blev ved den afgaaede Biskop Balles Mellemkomst bevilget, at Grundtvig maatte blive Faderens Kapellan. Den 29. Maj blev han ordineret af Biskop Munter, og 1ste Søndag efter Trinitatis blev han indsat i Embedet af sin ældste Broder, Provst Otto Grundtvig i Torkildstrup- Den 21. September s. A. meddeler han i et Erev denne Broder, at han »i Guds Navn har forlovet sig med Lise Blicher.« Han føjer til: »Vore Forældre er vel tilfredse med min Forlovelse, og underlig har Gud ført det. For 8 Aar siden var det stærkt i mine Tanker, flere Gange har det været aldeles ude af dem, som jeg mente; men det kom altid igen, og til sidst lod det endda, som der slet intet skulde blive af. Jeg kunde fortælle dig grumme meget om, hvor herligt jeg mener, mit Valg er, osv.«